Øjenvidne: Han så slet ingenting

Den kommunale medarbejder, der i dag blev dræbt af et tog i Holbæk slog græs langs skinnerne, da toget kom.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Toget tudede og tudede – og så sagde det bare bang!

Sådan beskriver Lis Munch fra Hørve episoden i dag, hvor en traktor blev påkørt af et tog ved Holbæk.

Hun holdt sammen med sin mand som bil nummer 3 bag bommene i retning mod Holbæk By.

Forudså ulykken uden at kunne gribe ind

- Vi talte om, at det var mærkeligt at han ikke flyttede sig. Manden i traktoren kørte faktisk og slog græs ude langs med sporet, selvom bommene var gået ned, fortæller den tydeligt påvirkede Lis Munch til TV2 ØST.

- Det var som om, at han slet ikke opdagede, hvad der skete. Det var en rigtig, rigtig grim oplevelse, siger hun.

Ægteparret har efterfølgende meldt sig som vidner til ulykken hos politiet.