Nyt sygehusvaskeri på naturgas møder massiv kritik: - Ser politikerne i regionsrådet ikke fjernsyn?

Selvom klima og miljø er i højsædet, vil regionsrådspolitikerne alligevel bruge naturgas til et nyt sygehusvaskeri. Nu bliver beslutningen mødt med kritik fra flere sider.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forretningsudvalget i Region Sjælland kunne mandag fortælle, at et flertal var blevet enige om, at placere et nyt sygehusvaskeri i Tuse ved Holbæk.

Placeringen indebærer blandt andet, at der lægges op til, at der bruges naturgas som opvarmning af vaskeriet, hvilket nu bliver mødt af kritik fra flere sider.

- Man siger, man meget gerne vil have et grønt vaskeri, og så lægger man til grund, at det skal være på sort energi – naturgas – som i øvrigt er ufattelig dyrt og med en masse forsynings-usikkerhed, siger Martin Damm (V), borgmester i Kalundborg Kommune.

quote Ser politikerne i regionsrådet ikke fjernsyn? Jeg mangler næsten ord

Lars Aagaard, direktør, Dansk Energi

- Det er, som om man vælger fortidens energikilde til fremtidens vaskeri.

Region Sjælland har haft flere placeringer i spil til et nyt sygehusvaskeri i Nordvestsjælland, efter at Holbæk sygehusvaskeri brændte ned til grunden i juni 2018.

Kalundborg Kommune havde i den forbindelse budt ind med en placering ved Svebølle, hvor byens varmeværk ifølge kommunen vil kunne levere varme til sygehusvaskeriet med et langt mindre CO2-aftryk end naturgas.

- Her går man nu med en sort energikilde – naturgas – hvor vi kunne levere en grøn energikilde, konstaterer Martin Damm, som i dag har rettet henvendelse til Regionsrådet med sin kritik.

Sådan så det ud, da vaskeriet på sygehuset brændte.
Sådan så det ud, da vaskeriet på sygehuset brændte. Foto: Presse-fotos.dk

Han fremhæver desuden den aktuelle voldsomme prisstigning på gas som en væsentlig grund til at se på andre energikilder.

- Det er en utrolig risikabel energikilde, og det bliver rasende dyrt for alle skatteborgerne at få drevet det her vaskeri, siger han.

Mangel på gas

Ifølge politikerne i Region Sjælland har klima- og miljøhensyn vægtet meget højt i beslutningen om placeringen af det nye sygehusvaskeri. 

Det afspejles imidlertid ikke i den rapport, som ligger til grund for beslutningen i Forretningsudvalget, lyder kritikken fra Kalundborg Kommune.

- Der er mange ting, man slet ikke måler på. Eksempelvis har man for CO2 set på, hvor langt vasketøjet skal køres med lastbil. Til gengæld har man slet ikke målt på, hvor meget CO2 driften af vaskeriet udleder, altså hele energikilden, siger Martin Damm og tilføjer:

quote Jeg mener faktisk, det er mangelfuldt grundlag

Christian Jarby, seniorrådgiver, Rådet for Grøn Omstilling

- Så er det klart, hvis man ligger tæt på sygehuset i Holbæk, så skal man køre kortere – og så siger man, det er en grøn løsning. 

Det er ikke kun Kalundborg Kommune, der stiller sig forundret over for den indstilling, som Region Sjællands Forretningsudvalg nu har sendt afsted til regionsrådet.

Udsigten til, at det nye sygehusvaskeri skal varmes op på naturgas, møder også undren hos erhvervs- og interesseorganisation for energiselskaber i Danmark, Dansk Energi.

Læs også
Region genoptager sag om placering af sygehusvaskeri til 60 millioner kroner
Læs også
Region genoptager sag om placering af sygehusvaskeri til 60 millioner kroner

- Vi står overfor en forsyningskrise, hvor vi har behov for at nedbringe forbruget af naturgas. I den situation ser det underligt ud, at regionen vil træffe en beslutning om at øge forbruget af naturgas, siger Lars Aagaard, der er direktør for Dansk Energi, og tilføjer:

- Ser politikerne i regionsrådet ikke fjernsyn? Jeg mangler næsten ord. Det er vildt, at de i den situation er på vej mod at træffe en beslutning om at bruge mere naturgas.

Lars Aagaard, direktør for Dansk Energi.
Lars Aagaard, direktør for Dansk Energi. Foto: Dansk Energi

Derudover er naturgas et såkaldt fossilt brændsel, som fører til ophobning af yderligere CO2 i atmosfæren ved afbrænding. Af den grund er der også bred politisk enighed på Christiansborg om at nedbringe forbruget af naturgas.

- Vi har et mål om at reducere udledningen med 70 procent, og vi skal af med naturgassen. Det er besluttet, siger Lars Aagaard og tilføjer:

- Man kan sagtens forestille sig, at der kommer en mere aggressiv politik for at nå målene – og udfase naturgassen. Det, der kan se let og enkelt ud lige nu, kan vise sig at blive en dyr løsning på længere sigt.

Regionsrådsformand i flyverskjul

Seniorrådgiver Christian Jarby fra Rådet for Grøn Omstilling undrer også sig over den politiske beslutning.

- Jeg mener, at valget af naturgas er meget lidt fremsynet. Danmark er ved at udarbejde en strategi for, vi skal bringe vores naturgasforbrug betydeligt ned, fordi det er et fossilt brændsel, siger han og tilføjer om den rapport, som politikerne har truffet beslutning på baggrund af: 

quote Vi har fået det undersøgt ad flere omgange. Vi har fået konsulenter ind, der bør vide noget om det her

Jacob Jensen (V), regionsrådsmedlem

- Jeg mener faktisk, det er mangelfuldt grundlag, fordi man konkret mangler at se på klimabelastningen fra det energiforbrug, der er til selve vaskeriet. Både nu og fremad. Hvad vil klimabelastningen være der?

Det var ellers netop med henvisning til en grønnere løsning – uden naturgas – at sagen om sygehusvaskeriets placering blev genoptaget af regionsrådspolitikerne for snart et år siden.

Den beslutning blev truffet få måneder efter, at regionsrådsformand Heino Knudsen (S) i kraftige vendinger havde kritiseret sin egen administration for mangelfulde oplysninger i sagen. 

Blandt andet var politikerne blevet oplyst, at naturgas skulle være den eneste gangbare løsning for vaskeriet.

Læs også
Ærgerlig regionsrådsformand: - Det er møgirriterende
Læs også
Ærgerlig regionsrådsformand: - Det er møgirriterende

- Jeg tror, at der er sket en sproglig stramning af behovet for naturgas. Det er en mulighed, vi gerne vil have, men det er ikke den eneste afgørende mulighed, forklarede regionsrådsformanden dengang om fadæsen.

I dag har Heino Knudsen ikke ønsket at stille op til interview og svare på kritikken, men i en sms til TV2 ØST skriver han:

- Forretningsudvalget har på baggrund af en meget grundig proces og vurdering på en række parametre valgt at indstille til regionsrådet, at vaskeriet placeres i Tuse, herunder har klima- og miljøhensyn vægtet meget højt for alle parter.

Han vil dog nu lade regionens konsulent se nærmere på sagen, inden den behandles i regionsrådet på tirsdag.

Udvalgsmedlem tøver

I forbindelse med beslutningen i forretningsudvalget gjorde også Det Konservative Folkepartis Christian Wedell-Neergaard det tindrende klart, at der ikke er noget alternativ til naturgas for det nye sygehusvaskeri.

Det gjorde han på trods af, at også han for et år siden slog på tromme for en løsning uden naturgas.

- Vi vil gerne have en energikilde, der er mere grøn end naturgas, således at vi lever op til alle de fine ord. Vi skal jo leve med vaskeriet i mindst 20 år, sagde Christian Wedell-Neergaard dengang til TV2 ØST.

Nye oplysninger har ifølge udvalgsmedlem Christian Wedell-Neergaard (K) gjort ham i tvivl om, hvorvidt naturgas alligevel er den rigtige løsning.
Nye oplysninger har ifølge udvalgsmedlem Christian Wedell-Neergaard (K) gjort ham i tvivl om, hvorvidt naturgas alligevel er den rigtige løsning.

Men i dag har nye oplysninger fået udvalgsmedlemmet til at ændre syn på sagen.

- Vi har fået en række henvendelser, og det har medført, at jeg har henvendt mig til de øvrige partier i Regionsrådet. Det gør indtryk, siger Christian Wedell-Neergaard.

Han lader videre forstå, at løsningen med gas gennem hele processen har været en svær beslutning, og udvalgsmedlemmet er efter eget udsagn nu blevet yderligere i tvivl.

- Med den seneste udvikling er jeg blevet i tvivl om den beslutning, er den rigtige, konstaterer han.

Hvad de nye oplysninger, der konkret har bragt ham i tvivl, er, vil han ikke komme nærmere ind på.

Læs også
Fire år efter vaskeribrand og langt politisk slagsmål - enighed om ny placering
Læs også
Fire år efter vaskeribrand og langt politisk slagsmål - enighed om ny placering

Umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at der tegner sig et flertal mod forretningsudvalgets indstilling til regionsrådet. Blandt andre siger Venstres Jacob Jensen:

- Jeg bliver nødt til at anholde, at vi bliver nødt til at ændre politik på noget, der skal ligge der i 50-60 år på grund af, hvad der sker i Ukraine. Selvfølgelig er det en forfærdelig, aktuel situation – men vi har vidst hele tiden, at vi aldrig ønskede, heller ikke før Ukraine-krisen, at bruge naturgas på sigt.

- Vi har fået det undersøgt ad flere omgange. Vi har fået konsulenter ind, der bør vide noget om det her, siger Jacob Jensen og tilføjer:

- Det er præmissen, ifølge COWI's indstilling, at det er gas, der skal bruges, fordi man ikke har en teknologi, der gør, at man kan bruge anden energikilde.

Han henviser til, at der om to år, når sygehusvaskeriet skal sendes i udbud, vil blive stillet krav om en klimavenlig løsning. Men ind til videre, er der for ham at se, ikke andre løsninger.

Men ifølge COWI, som har udarbejdet rapporten, så har de fået stillet en opgave, som de har løst til fulde, skriver de i et svar til TV2 ØST.  

- I opgaven indgik 13 kriterier, som vi skulle vurdere. Et af dem handlede om forsyningsforhold og adgang til energikilder. Det har vi også forholdt os til. Her viste det sig, at man ikke har adgang til naturgasnettet på alle fem lokationer. Hvis man ville bruge gas dér, ville det kræve transport af gassen med lastbiler, hvilket er både ressourcekrævende og belastende for miljøet. Der er ikke taget stilling til hvilken type gas man vil bruge. Dette besluttes først når projektet udbydes, lyder det.

De understreger samtidig, at COWI ikke har skrevet, at der ikke er alternativer til naturgas. 

- Nej, COWI har ikke skrevet, at gas/el er eneste mulige energikilder. Men det er korrekt, at der indgår en betragtning om, at produktionen af damp for nuværende sker ved anvendelse af gaskedler. Dette er baseret på information fra Region Sjællands rådgiver for vaskeridrift.

Forretningsudvalgets indstilling forventes at blive endelig godkendt i regionsrådet tirsdag den 8. marts.




Nyhedsoverblik