Tilbuddet fra butikschefen blev sendt via sms til flere af butikkens unge medarbejdere sidste torsdag.
Ifølge Venstrebladets oplysninger gik en enkelt medarbejder ind på chefens tilbud, som indebar fire-fem timers arbejde.
Mindst én anden medarbejder takkede nej:
- Jeg blev lidt forarget, for det er da en ringe løn at få, lyder det fra medarbejderen, der er vant til at få mindst 105 kroner i timen.
Aase Lohmann, som er faglig konsulent i HK Handel, kalder ifølge Venstrebladet tilbuddet for »noget svineri« og vil tage sagen op over for koncernen bag Netto, Dansk Supermarked.
Ledelsen i Netto fastslår, at tilbuddet helt må stå for den pågældende butikschefs regning, og at det ikke er udtryk for almindelig praksis hos Netto.
Såvel distriktschef som HR-chef i Netto erkender, at tilbuddet er et brud på overenskomsten.