Kl. 00.29 i nat blev en 31-årig mand fra Hellerup anholdt i forbindelse med sigtelser for både spiritus- og narkokørsel i Jyllinge.
Han kørte i en personbil på Uglebakken, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.
Alkometertesten havde givet udslag over det tilladte, og narkometertesten havde givet udslag for påvirkning af både cannabis og amfetamin under kørslen.
Det viste sig også, at den 31-årige heller ikke havde noget kørekort.
I hans bil fandt politiet både en steakkniv og en hobbykniv, som han medbragte uden noget anerkendelsesværdigt formål.
De to knive blev beslaglagt.
Den 31-årige blev løsladt, efter at han fik taget blodprøver.
Han hører derfor nærmere fra ordensmagten, når analyserne foreligger, oplyser politiet.