Nabo slog alarm - engagerede håndboldfans fik besøg af politiet under vild VM-kamp

En familie fik sig noget af en overraskelse, da politiet bankede på døren under det danske herrehåndboldlandsholds VM-kvartfinale mod Egypten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Håndbold vækker følelser.

Bare spørg politiet.

Onsdag aften klokken 19.15 modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om husspektakler fra en borger i Jyderup.

Vedkommende kunne høre bump og høje råb inde fra naboen. 

Lyde, der var så voldsomme, at naboen så sig nødsaget til at tilkalde ordensmagten.

- Det var gået så vildt for sig, at det havde gjort naboen bekymret, fortæller Charlotte Tornquist fra politiets kommunikationsafdeling. 

Tumultlignende lyde

Efter anmeldelsen kørte politiet straks ud til adressen.

- Det sker ofte, at vi tager ud og undersøger anmeldelser om uro i hjemmene, siger Charlotte Tornquist.

- Det var der så bare ikke tale om her, tilføjer hun.

Da politiet ankom til adressen og bankede på døren, åbnede en noget uforstående familie døren. Og hurtigt fik betjentene opklaret årsagen til de tumultlignende lyde. 

Voldsomme scener

De høje lyde kom ganske rigtig fra familien, men det var ene og alene på grund af Danmarks håndboldherrer, der var i gang med et dramatisk opgør mod værtsnationen Egypten i kvartfinalen ved VM. 

- Det var bare en mor og hendes voksne søn, der havde levet sig voldsomt ind i kampen, siger Charlotte Tornquist.

Det er heldigvis ikke ulovligt at være vild med håndbold, så de inkarnerede håndboldfans i Jyderup slap uden sigtelser og kan derfor roligt sætte sig foran fjernsynet igen på fredag, når Danmark spiller semifinale mod Spanien ved VM i herrehåndbold. 

Danmark vandt den tætte kvartfinalegyser efter straffekastkonkurrence og to gange forlænget spilletid. 



Nyhedsoverblik