Møde om Holbæk Sygehus: Skal medicinsk afdeling have 10.8 millioner?

Politikerne i Forretningsudvalget i Region Sjælland tager mandag formiddag stilling til manglen på sengepladser og hænder på Holbæk Sygehus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lægerne mener, patientsikkerheden er i fare på Medicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus, fordi der mangler sygeplejersker, sengepladser og speciallæger.

Sygehusledelsen og ledelsen i Region Sjælland har hidtil nægtet, at patientsikkerheden er i fare.

Men manglen på sengepladser og hænder er på dagsordenen her mandag formiddag, hvor Forretningsudvalget mødes og drøfter situationen.

Her lægges op til, at Holbæk Sygehus tilføres 10,8 millioner kroner, som bl.a. skal bruges på ekstra sengepladser samt ekstra læge- og plejenormering.

Forslaget indebærer seks ekstra sengepladser på Ortopædkirurgisk Afdeling, to ekstra pladser på Akutafdelingen og fire ekstra natsenge for medicinske patienter.

Det fremgår af dagsordenen for mødet.

Pengene kommer fra en pulje på 22 millioner kroner, som er afsat til hele det medicinske område i hele regionen i 2018.

Over 1000 patienter overnattede på gangene

Medicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus er den medicinske afdeling i regionen, der oplever de største udfordringer med mangel på sengepladser. 

Afdelingen havde 1008 overnattende patienter liggende på gangene i 2017. Det fremgår af et notat til dagsordenen for dagens forretningsudvalgsmøde.

Det er langt større tal, end de medicinske afdelinger på Køge, Nykøbing Falster og Slagelse Sygehuse. På Nykøbing og Slagelse sygehuse lå 508 og 560 patienter på gangene i 2017, på Køge var det kun syv.