Mangel på eksperter forsinker store togprojekter

En udlicitering af Banedanmarks eksperter i 2001 har skabt en flaskehals, som forsinker nye togprojekter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Manglen på nogle få eksperter - validatorer - betyder, at flere store togprojekter er ramt af forsinkelser.

Det skriver Jyllands-Posten.

Validatorer er eksperter, der skal sikre, at planlagte ændringer i jernbanen lever op til gældende regler, før de bliver udført.

Ifølge Jyllands-Posten har manglen på validatorer været i skyld i, at 10 jernbaneprojekter i Danmark enten er forsinket eller helt aflyst.

Der mangler ikke penge til projekterne. Der mangler til gengæld mellem 5 og 15 validatorer.

Togekspert i ingeniørforeningen IDA, Kristian Madsen, mener, at Banedanmark ikke har handlet med rettidig omhu.

- Hvis man, da man besluttede at udskifte signalerne i 2009, havde tænkt på validatorer, kunne man have hevet nogle ekstra folk ind. Så havde man kunnet løse det her. Det virker fuldstændig vanvittigt, at ca. 15 personer kan være årsag til alt det her. Men det er de, må man konstatere, siger han til Jyllands-Posten.

Kritik fra Statsrevisorerne

Nogle af de togruter, som er ramt, er Nordvestbanen og Svendborgbanen.

Manglen på validatorer er også tydelig ved blandt andet Aalborg, Langå og Fredericia.

Problemerne kan være forskellige - lige fra udrulningen af nye togsignaler til elektrificering af tog. Også udskiftet grus imellem togskinnerne kræver en validators kontrol.

Problemet med manglen på validatorer medførte kritik fra Statsrevisorerne i november. Her gav de Banedanmark kritik for håndteringen af problemet.

Læs også
Togforbindelse i dvale de næste otte år - rejsetid bliver firdoblet på Lolland og Falster
Læs også
Togforbindelse i dvale de næste otte år - rejsetid bliver firdoblet på Lolland og Falster

Kritik "under middel", som der var tale om, er dog kritik i den milde ende, når det gælder Statsrevisorernes måde at udtrykke sig på.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) erkender over for Jyllands-Posten, at kritikken fra Statsrevisorerne er berettiget.

Han mener, at problemet stammer fra, da den socialdemokratiske regering i 2001 udliciterede rådgivningsafdelingen i Banedanmark. Det er den afdeling, hvor validatorerne sad.

Det er også det problem, som Kristian Madsen peger på. Ifølge ham burde validatorerne stadig blive uddannet internt i Banedanmark.

Læs også
DSB skyder ny køreplan ind med farvel til 40 år gammel arbejdshest
Læs også
DSB skyder ny køreplan ind med farvel til 40 år gammel arbejdshest

Alternativt skulle Banedanmark have sikret sig, at de private rådgivningsfirmaer uddannede flere, mener han.

Banedanmark mener, at udfordringerne vil være størst frem til anden halvdel af 2022. Det oplyser de til Jyllands-Posten.

- Banedanmarks seneste prognose fra februar 2021 viser, at der i løbet af andet halvår 2022 vil være tilstrækkelig med kapacitet til at håndtere det planlagte behov for validering.

Det siger områdechef i Banedanmark Kristian Fevejle Andersen i et skriftligt svar.


Nyhedsoverblik