Mand fængslet for samleje med 12-årig pige

En 32-årig mand fra Køge er sigtet for at have tvunget en 12-årig pige fra Holbæk-området til samleje. Han er nu varetægtsfængslet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En 32-årig mand fra Køge er blevet anholdt og sigtet for at have tiltvunget sig samleje med en 12-årig pige fra Holbæk-området. Det var pigens far, der anmeldte overgrebet, og det førte til en anholdelse af den sigtede den 9. december, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.  

Den 32-årige havde forudgående fået kontakt med den 12-årige pige via et chatforum på internettet, hvor han havde udgivet sig for at være en yngre dreng. De havde lavet en aftale om at mødes i Holbæk midt i november måned. Herunder havde den 32-årige taget pigen op i sin bil og var kørt til en skov på Vestsjælland, hvor han så med trusler om vold havde tiltvunget sig samleje med den 12-årige pige i bilen samt krænket hendes blufærdighed.

Den anholdte, der nægter sig skyldig, blev i går torsdag den 10. december fremstillet i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Holbæk, hvor han blev varetægtsfængslet til den 5. januar 2016.

Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre, og politiet kan derfor ikke oplyse yderligere om sagen.