En person er tirsdag eftermiddag blevet påkørt af et tog på Holbæk Station. Midt- og Vestsjællands Politi får meldingen klokken 13.34.
- Vi og redningspersonale er i fuld gang med at redde en tilskadekommen person ud fra skinnerne og toget. Jeg kan ikke sige mere om vedkommendes tilstand lige nu, siger Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Hvad der er årsag til hændelsen, ved politiet ikke endnu, men det skal de i gang med at undersøge.
- Vi kan ikke sige, om det er en ulykke, et strafbart forhold eller noget helt tredje. Den første, indledende og vigtigste opgave, er at påbegynde redning, og så må vi bagefter prøve at finde ud af, hvorfor havnede personen ude på skinnerne ude foran et tog, siger Martin Bjerregaard.
Lægehelikopter ankom til stedet, men blev ikke benyttet. En mand med lettere kvæstelser er blevet kørt med ambulance på skadestuen.
Ingen tog til og fra Holbæk Station
På grund af påkørslen er togdriften ramt på Holbæk Station. Det meddeler Morten Tjerrild, kommunikationsmedarbejder hos DSB.
- Vi stopper for trafik gennem stationen indtil videre. Enkelte tog bliver delaflyst og vender enten i Holbæk eller Vipperød. Prognosen er ukendt, siger Morten Terrild.
Klokken 15.23 er togdriften igen på vej mod normallen. Der vil være enkelte forsinkelser, der hurtigt vil være afviklet, men togene standser igen på Holbæk Station. Det fortæller DSB.