Malerier stjålet fra Holbæk Bibliotek - gerningsmand prøvede at sælge dem på Facebook

Tre malerier er blevet stjålet fra biblioteket i Holbæk. De er dog allerede tilbage hos kunstneren.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et portræt af Lady Gaga, et af John Lennon og et af et sagnvæsen er alle blevet omdrejningspunktet for en dramatisk uge på Holbæk Bibliotek. 

Først blev portrættet af Lady Gaga stjålet ved højlys dag i sidste uge. Gerningsmanden tog på biblioteket og gik ud igen med maleriet under armen.

Natten til tirsdag var den så gal igen. Her brød gerningsmanden ind på biblioteket og tog to malerier mere.

quote Det var ikke jordens sværeste opgave at få opklaret

Martin Bjerregaard, Midt- og Vestsjællands Politi

Skulle sælges på Facebook

Onsdag morgen opdagede flere borgere dog de tre stjålne malerier på Facebook, hvor de var blevet sat til salg. Derfor ringede flere borgere til Midt- og Vestsjællands Politi, der straks efterforskede sagen og fandt frem til den 38-årige sælger fra Holbæk. 

Læs også
Tyv begik indbrud – stjal sin egen plade chokolade
Læs også
Tyv begik indbrud – stjal sin egen plade chokolade

Han fik besøg af politiet, som på hans adresse fandt de tre malerier. Han blev efterfølgende anholdt og sigtet for både tyveri af et maleri i bibliotekets åbningstid samt for tyveri af de to sidste malerier i forbindelse med et indbrud på biblioteket.

- Det var ikke jordens sværeste opgave at få opklaret, erkender Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Portrættet af John Lennon er et af de malerier, der er blevet stjålet.
Portrættet af John Lennon er et af de malerier, der er blevet stjålet. Foto: Oksana Balera

Borgernes egne udstillinger  

De tre malerier var alle en del af en udstilling på Holbæk Bibliotek.

Her udstiller biblioteket ofte kunst af forskellige typer, som er lavet af borgere i kommunen. 

- Der er faktisk meget lang ventetid på at få sine ting udstillet. Vi er ikke et galleri, men vi vil gerne pynte væggene og gøre noget for både kunstnerne, men også borgerne, der kan få en oplevelse, siger Piet Dahlstrøm-Nielsen, der er leder af Holbæk Bibliotekerne.

Læs også
Lastbil med tyvekoster punkterede på motorvej - så ringede gerningsmændene til Falck
Læs også
Lastbil med tyvekoster punkterede på motorvej - så ringede gerningsmændene til Falck

I oktober udstiller den ukrainskfødte hobbykunster Oksana Balera, der bor i Holbæk, så flere af sine malerier. Det er første gang, hun udstiller sine værker. Derfor blev hun noget overrasket, da hun fandt ud af, at tre af malerierne var væk.

- Billedet af Lady Gaga var jeg faktisk ikke tilfreds med, så det gjorde mig ikke så ked af det. Men da de to næste blev stjålet, så blev jeg ked af det. Jeg har lagt min sjæl i de malerier, siger Oksana Balera.

Til alt held kunne politiet dog let finde frem til gerningsmanden, og onsdag morgen kunne Oksana Balera hente sine malerier på politistationen. 

- Jeg er virkelig glad, for jeg havde ikke regnet med at få dem igen. Jeg var i chok, det er jo aldrig før sket på Holbæk Bibliotek, siger Oksana Balera. 

Dette billede blev også stjålet fra udstillingen. Det forestiller en dryade - en skovnymfe med rødder i den græske mytologi.
Dette billede blev også stjålet fra udstillingen. Det forestiller en dryade - en skovnymfe med rødder i den græske mytologi. Foto: Oksana Balera

Bekymret for udstillingerne 

På Holbæk Bibliotek er man kede af, at det kunne ske - ikke mindst på grund af udstillerne.

- Jeg var virkelig ked af det på kunstnerens vegne. Det man vil vise, det bør man kunne gøre uden at bekymre sig over, om det forsvinder, siger Piet Dahlstrøm-Nielsen.

Nu overvejer biblioteket, om de skal indføre nye sikkerhedforanstaltninger. Det kunne for eksempel være at hænge malerierne højere op eller sørge for, at døren ikke kan åbnes indefra automatisk. Det er dog slet ikke det, der var meningen ved at have udstillinger på biblioteket. 

- Vi er interesserede i at have den udsmykning. Vi kommer ikke til at sætte gitre i og sætte vagt på. Det er frygteligt irriterende, at det bliver en ting, om man tør udstille på biblioteket. Men sådan er virkeligheden, og det forholder vi os til. Så må tiden vise, om vi fortsat kan udstille kunst, siger Piet Dahlstrøm-Nielsen.

Ifølge Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi skal sagen nu efterforskes færdig, inden sagen bliver overdraget til anklagemyndigheden. 

Den 38-årig er dog blev frihedsberøvet, da han har en tidligere betinget dom, der nu er blevet aktiveret. Skulle han blive dømt, kommer der en ekstra staf oven i.


Nyhedsoverblik