Lukning af skøjtebane giver gratis koncerter

Energikrisen har ført til lukning af byens skøjtebane. Kommunalbestyrelsen er i stedet kommet op med en anden idé for de unge i vintermånederne.

Normalt har man i det centrale Holbæk kunnet stå på skøjter i vintermånederne. Men den verserende energikrise har fået kommunalbestyrelsen til at lukke den ellers populære skøjtebane.

I et forsøg på at kompensere for den ellers populære fritidsaktivitet har politikerne i stedet for taget initiativ til et par koncerter særligt henvendt til byens yngre beboere.

Her til aften var det således kunstneren Maximillian, der gav koncert på Rotationen i Holbæk.

- Vi synes, det lød fedt, og vi har aldrig hørt ham før, fortæller Emma Eis Søfeldt til TV2 ØSTs reporter på stedet.

- Det betyder meget, når man skal samle sig med sine venner og få nye venskaber, siger hun videre om, hvorfor hun synes, kommunens initiativ er en god idé.

Hendes veninde Clara Vesti Højer er enig:

- Det er meget fedt, for vi kommer ud og oplever nogle andre ting, i stedet for de samme hver dag, siger hun.

Her til aften var det kunstneren Maximillian, der gav koncert på Rotationen i Holbæk for omkring 100 fremmødte.
Her til aften var det kunstneren Maximillian, der gav koncert på Rotationen i Holbæk for omkring 100 fremmødte. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Bag beslutningen om koncerter frem for skøjter denne vinter står Susanne Utoft (S), der er næstformand i udvalget for Kultur og Fritid og medlem af kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune.

- Energipriserne er steget, og det ville have kostet mere at drive en skøjtebane i år, ligesom der er mangel på energi i hele samfundet. Det ville vi ikke kunne forsvare at bruge på en skøjtebane, forklarer hun og tilføjer:

- Den har været vildt populær (skøjtebanen, red.), og mange unge har haft et fællesskab her i den mørke tid, fortæller hun videre og forklarer, at det har været vigtigt for kommunalbestyrelsen at komme op med et alternativ.

Omkring 100 unge og børn var mødt op til koncerten fredag aften.