¨

Lokal campingplads bliver kåret til landets bedste: - Det er helt vildt stort

01:21

I alt fik Tempelkrogens Familiecamping 1.100 stemmer. Video: Jesper Hald - TV2 ØST

Hjemmesiden OpdagDanmark.dk har kåret årets campingplads 2020. Campingplads i Vipperød fik prisen.

Det har været et helt specielt campingår i år.

Coronapandemien gjorde de danske campingpladser til ekstra populære destinationer, og Tina Hjort, der sammen med sin mand, André Nouard, har drevet Tempelkrogens familiecamping i 22 år, har haft meget at se til.

Det er helt vildt stort, vi er jo meget stolte og imponerede over, at så mange mennesker har villet stemme på os

Tina Hjort, ejer, Tempelkrogens Familiecamping.

- Det har bare været megatravlt, jeg tror aldrig, vi har haft så mange gæster på pladsen, som vi har haft i år, fortæller hun.

De seneste to år har OpdagDanmark.dk kåret campingpladsen i Vipperød til Sjællands bedste campingplads.

I år har de gjort det igen - og ikke nok med det, er de også blevet Danmarks bedste campingplads.

- Det er helt vildt stort, vi er jo meget stolte og imponerede over, at så mange mennesker har villet stemme på os, siger Tina Hjort.

Artiklen fortsætter under billedet.

  Foto: Rikke Stokholm - TV2 ØST

Fik flest stemmer

Prisen, som Tempelkrogens Familiecamping har vundet, baserer sig udelukkende på brugeroplevelser. Den campingplads, der via SMS har fået flest stemmer, vinder.

- Vi har ikke et konkret målepunkt på, at der er gode toiletfaciliterer eller sådan noget, det ved vi ikke ud fra en SMS-afstemning, fortæller Sebastian Søndergaard, der er medstifter af OpdagDanmark.dk.

Artiklen fortsætter under billedet.

André Nouard og Tina Hjort ejer sammen Tempelkrogens Familiecamping. Foto: Jesper Hald TV2 ØST

- Vi ved bare, at der er en person med det her telefonnummer, som synes det her sted er rigtig godt, og det er jo over hele Danmark og Tina og André her på Tempelkrogen, de har så bare klaret sig så ekstraordinært godt, siger han.

I alt fik Tempelkrogens Familiecamping 1.100 stemmer, og det var altså nok til at gøre dem til vindere af konkurrencen.

Har fokus på børnene

Tempelkrogens Familiecamping har 206 pladser og cirka 50.000 overnatninger om året, og ifølge ejerne er det kontakten med gæsterne og de børnevenlige aktiviteter, der driver værket.

- Jo flere børn, der er her, jo hyggeligere er det. Og vi har mange børn, der er altid mange børn heroppe, siger Tina Hjort.

Artiklen fortsætter under billedet.

  Foto: Rikke Stokholm - TV2 ØST

Og så er spørgsmålet bare, om de kan gentage succesen næste år.

- Nu tager vi en dag ad gangen, nu har vi tre år i træk fået Sjællands bedste, og nu synes vi måske også, nogle andre skulle have lov at få den titel, siger André Nouard.

- Vi synes, vi har gjort det nu, tre år i træk, det må være godt, men lad os nu se, siger han.

Stemmerne til årets kåring kunne indsendes mellem den 30. juli og den 13. august 2020.

Den endelige top 10:

  1. Tempelkrogens Familiecamping – Danmarks og Sjællands bedste
  2. Hillerød Camping
  3. Gammelbro Camping – Sydjyllands bedste
  4. Humlum Fiskerleje & Camping – Midtjyllands bedste
  5. Sandskaer Strandcamping
  6. Orø Strandcamping
  7. Nab Strand Camping – Fyns bedste
  8. Hessellund Sø-camping
  9. Sandager Næs Camping
  10. Sønderballe Strand Camping
  11. Myrhøj Camping – Nordjyllands bedste
  12. Tambosund Camping
  13. Ribe Camping
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App