¨

Lokal borgmester om finanslov: - Vigtigt at folkeskolen bliver prioriteret

Christina Krzyrosiak Hansen (S), borgmester i Holbæk Kommune, er godt tilfreds med, at der er afsat penge til folkeskoler og minimumsnormeringer. Foto: Ida Valsted - TV ØST

En del af finansloven er, at der er afsat penge til minimumsnormeringer og folkeskoler. Borgmesteren i Holbæk er tilfreds med, at børnene prioriteres.

Mandag aften er regeringen nået til enighed om en finanslov med støttepartierne Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet.

Af aftaleteksten fremgår det, at folkeskolen skal løftes med 275 millioner kroner i 2020 stigende til cirka 800 millioner kroner i 2023. Millionerne skal deles ud baseret på kommunernes elevtal.

Det får særligt en lokal socialdemokratisk borgmester til at klappe i hænderne. 

Først og fremmest viser regeringen med aftalen her, at de virkelig vil folkeskolen

Christina Krzyrosiak Hansen (S), borgmester i Holbæk Kommune

- Det kommer til at betyde flere ting. Men først og fremmest viser regeringen med aftalen her, at de virkelig vil folkeskolen, siger Christina Krzyrosiak Hansen (S), borgmester i Holbæk Kommune.

- Jeg tror, det er rigtig vigtigt, særligt for lærerne. Med de midler, der er afsat, er det mit ønske, at der kommer mere budget til at ansætte flere lærere. Det er ikke noget, man kommer i mål med det samme, men med de midler, der er afsat, er det et godt skridt på vejen.

Rektor på Absalon: - Det er en god dag for vores studerende

Også rektor på Professionshøjskolen Absalon er tilfreds med de midler, der er sat af til uddannelsesområdet på finansloven 2020.

Der er afsat 127,5 mio. kroner i 2019 til et løft af pædagoguddannelserne. Professionshøjskolerne kan disponere midlerne tilført i 2019 henover de kommende år.

Aftaleparterne er herudover enige om at prioritere et taxameterløft til pædagoguddannelsen på 43 mio. kr. i 2023. Kvalitetsløftet svarer samlet set til, at undervisningstaksten på pædagoguddannelsen øges, så den over perioden 2020-2023 omtrent ligger på niveau med undervisningstaksten på læreruddannelsen.

- Det er en god dag for vores studerende, deres uddannelser og studieliv, skriver rektor Camilla Wang på Twitter.

Særligt børneområdet har brug for et løft

Overordnet set er den socialdemokratiske borgmester godt tilfreds med, at der i finansloven 2020 bliver afsat penge til områder, som hun mener handler om kernevelfærd.

- Jeg er rigtig glad og tilfreds med aftalen. Særligt at der er afsat så mange penge til børneområdet, siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.

- For at være helt ærlig så synes jeg, at aftalen har et klart signal. Vores velfærdsområde særligt på børneområdet har brug for et løft.

Regeringen med 'børnenes statsminister' i spiden har også afsat midler i den nye finanslov til en indsats mod rygning, der skal hindre børn og unge.

Minimumsnormeringer fuldt indfaset i 2025

Med den nye finanslov bliver der også indført minimumsnormeringer, så der i 2025 maksimalt må være tre børn per voksen i vuggestuerne og seks børn per voksen i børnehaverne.

Minimumsnormeringerne skal indføres ved, at området de kommende år gradvist bliver tilført flere penge, så der ved den fulde indfasning i 2025 bliver afsat 1,6 milliarder kroner årligt. Den endelige model forhandles på plads i 2020.

Når regeringen indfører minimumsnormeringer, så indføres der en bund

Christina Krzyrosiak Hansen (S), borgmester i Holbæk Kommune

- I første del omkring minimumsnormeringerne skriver de, at den ikke må være bureaukratisk. Det betyder, at pengene skal gå til konkrete hænder i daginstitutionerne, siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.

- Når regeringen indfører minimumsnormeringer, så indføres der en bund. Det har en betydning, når de så markant går ind og løfter velfærdsområdet.

Men de lovbundne minimumsnormeringer er først fuldt indfasede i 2025. Burde det ikke gøres før?

- Det må du spørge én fra regeringen om. Men der afsættes også penge før det, understreger Christina Krzyrosiak Hansen.

I finansloven fremgår det, at der afsættes 500 mio. kr. i 2020, 600 mio. kr. i 2021, 800 mio. kr. i 2022, 1,2 mia. kr. i 2023, 1,4 mia. kr. i 2024 og 1,6 mia. kr. i 2025, så kommunerne løbende øger normeringerne frem mod ikrafttrædelse af lovkravet.

Afviser kritik om, at finansloven er for dyr

Flere analytikere siger, at det er en dyr finanslov, der er blevet lavet. Finansloven er blandt andet finansieret ved at tage af reserverne. Det vil sige, at man med finansloven tager de penge i brug, som ellers er afsat, som man kan hive op i løbet af året til uforudsete udgifter.  

Jeg deler ikke holdningen, at finansloven er for dyr

Christina Krzyrosiak Hansen (S), borgmester i Holbæk Kommune

Hvad siger du til kritikken om, at Finansloven er for dyr?

- Finansloven er finansieret og dermed er den økonomisk forsvarlig. Jeg deler ikke holdningen, at den er for dyr, siger Christina Krzyrosiak Hansen.

- Det er klart, at hvis man havde håbet på skattelettelser i den her Finanslov, så er man nok ikke glad for aftalen, men vi har valgt at prioritere områder inden for kernevelfærden.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App