Søndag blev der svedt i den gode sags tjeneste i Jyderup, da 591 personer løb til fordel for Danske Hospitalsklovne.
- Fordi vi hjælper hospitalsklovnene og de børn, der ligger og er syge, siger Valdemar Lodall på seks år, der havde sin mor, lillesøster og lillebror med til løbet ved Aggersvold Skov og Savværk.
Klovneløbet i Jyderup er blandt de største i landet og gav et overskud på mindst 33.000 kroner.
Så bliver det lidt sjovere at være syg
Det koster 70 kroner for løberne at deltage i tre kilometer løbet, og overskuddet går til hospitalsklovnenes arbejde, som er noget, Eline Hauge Nielsen har oplevet på tæt hold.
- Jeg har været syg med leukæmi, og så lavede de ballonting, ballondyr og ballonsværd. Så fjollede de også nogle gange, og så bliver det lidt sjovere at være syg, siger Eline Hauge Nielsen, hvis far står bag løbet.
Artiklen fortsætter under billedet.
Med tre kilometer i benene og en velfortjent medalje kunne deltagerne glæde sig over, at klovneløbene rundt om i landet i alt tegner til at give et overskud på mere end en million kroner.