Læreruddannelsen i Holbæk lukker

Lærerstuderende frygter de konsekvenser, lukningen af læreruddannelsen Holbæk kan få for fremtidens folkeskoler i regionen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ledelsen på Professionshøjskolen UCSJ har valgt at lukke læreruddannelsen i Holbæk fra sommeren 2014. De studerende på læreruddannelsen Holbæk skal flyttes over på læreruddannelsen i Roskilde eller Vordingborg. Det skriver de Lærerstuderendes Landskreds Holbæk i en pressemeddelelse. 

De er kede af beslutningen:

- Vi er meget glade for at gå her, og alle studerende er lige nu meget i tvivl om deres fremtid, udtaler Brian Nielsen, formand for den lokale klub i Lærerstuderendes Landskreds.

Frygter mange stopper

Årsagen til lukningen er økonomi, det lave optag på læreruddannelsen og en skrantende kvalitet. Brian Nielsen forstår baggrunden, men mener, det er vigtigt, at ledelsen og lokalpolitikere tager ansvar for både de studerendes og folkeskolens fremtid:

- De studerende kommer allerede langvejs fra, og der er endnu længere til Roskilde for mange af dem. Vi frygter, at mange studerende vil stoppe på uddannelsen, ligesom vi frygter, at folkeskolerne i Holbæk, Kalundborg og Odsherred Kommune i fremtiden ikke kan rekruttere nye lærere, fordi de studerende er tvunget til at flytte til Roskilde.

En sørgelig konsekvens

Lærerstuderendes Landskreds opfordrer ledelsen til at gå i dialog med regionsrådet, kommunerne, lokale lærerforeninger og de studerende.

Formanden for Lærerstuderendes Landskreds i Danmark, Bob Bohlbro, er i dag sammen med de studerende på Holbæk og siger om sagen:

- Jeg synes, det her er en sørgelig konsekvens af de mange besparelser på uddannelsesområdet på de seneste mange finanslove. Nu ser vi, at det er langt sværere at sikre kvalitet i uddannelserne og sikre, at vi i fremtiden får uddannet lærere i hele landet. Jeg er helt enig i, at der skal være en ordentlig kvalitet. Det er regeringens skyld, ikke ledelsens. Nu skal vi i gang med et langvarigt arbejde for at sikre ordentlige forhold for de studerende og at fremtidens folkeskoler også får dygtige lærere.


Nyhedsoverblik