I Frydendal Kirke uden for Mørkøv i Vestsjælland har de fået et nyt alterparti til 1,2 millioner kroner.
Det er tre gange så dyrt, som menighedsrådet havde forventet, da de satte sig for at pille det gamle og ikke synderligt interessante alterbord ned. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Oprindeligt havde de bare lyst til at se på noget nyt, og sognepræsten havde endda selv tilbudt at fremstille et nyt bord. Men under det gamle bord af træ gemte sig en stenbænk med særlige udhulninger fra middelalderen. Og så rykkede Nationalmuseet ud.
- De syntes, det var noget specielt med de huller. Men vi er jo vant til at se på det i kirkerne heromkring, fortæller formand for menighedsrådet i Frydendal Tove Andersen.
Det, der skulle have været en måneds håndværkerarbejde, kom til at holde kirken lukket i to år. Og det skabte frustrationer i menighedsrådet.
- Det gav et stort ekstraarbejde. Vi er jo stadig frivillige, og pludselig skulle vi rende til møder og have arkitekten til at tegne om igen. Det har været frygteligt trættende, siger Tove Andersen til TV2 Øst.
Eksempler som det fra Mørkøv er en "katastrofe" for et landsogn, mener Søren Peter Hansen, tidligere provst på Syddjurs og nuværende direktør for Folkeligt Oplysnings Forbund.
- Der savnes en pragmatisme og en vilje til at holde kirkens liv ved lige. Nationalmuseet ser nogle gange noget helligt over selve bygningen, fordi det skal være, som det var oprindeligt. Men i de fleste af middelalderkirkerne på landet var der slet ingen bænke til at starte med. Selvfølgelig skal et menighedsråd have lov til at flytte kirkebænkene ud, hvis de vil lave børnerum. Også hvis de har arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi. Kirken må først og fremmest være en funktion, der virker til bøn og forkyndelse, ikke et museum, siger han.
Hos Nationalmuseet påpeger forsknings- og samlingschef Michael Andersen, at museet har stor respekt for, at landkirkerne skal have lov at udvikle sig.
- Det er meget vigtigt for os, at menigheden får lov at anvende deres kirke, for kirken skal ikke være et museum. Og det er ikke min opfattelse, at menighedsrådene ser os som langsomme. Når vi begynder at fortælle, hvad der egentlig findes af værdier i deres kirke og hvorfor de skal bevares, er der stor lydhørhed og interesse, siger han.
/Ritzau/