¨

Kan ånde lettet op - beboere slipper for femetagers boligblokke i baggård

Det var i gården her på Ahlgade 6-8, at der var lagt op til to boligblokke på henholdsvis fire og fem etager. Foto: Ivan Nielsen - TV2 ØST

En gruppe beboere centralt i Holbæk kan ånde lettede op, der skal ikke bygges to boligblokke i baggården på adressen Ahlgade 6-8.

Et stort flertal i Holbæk kommunalbestyrelse afviste onsdag aften en ny lokalplan for området Ahlgade 6-8, der ligger centralt i byen. Lokalplanen havde udløst massive protester, da den ville bane vejen for, at der skulle bygges to boligblokke i baggården.

- Det er dejligt. Det har været et kæmpe pres. Det er lige før, jeg græder. Sådan sagde Lena Iversen, da TV2 ØST talte med hende umiddelbart efter beslutningen i kommunalbestyrelsen. 

Det har været et kæmpe pres. Det er lige før, jeg græder

Lena Iversen, nabo

Hun er en af de beboere, der ville have fået udsigt til de to nye boligblokke.

- Det er godt, at det kan betale sig at investere både tid og penge i at protestere, sagde hun videre.

Beboerne frygtede blandt andet, at de nye boligblokke ville betyde, at der slet ikke kunne trænge sollys ned i gården. Beboerne i området har i det hele taget været uforstående over for planerne om en ny, stor bebyggelse i en baggård, der også ville betyde, at gårdens eneste grønne plet med store, gamle træer ville forsvinde.

Burde være stoppet for længst

Politikerne i kommunalbestyrelsen var i hvert enige om en ting:  Sagen var blevet behandlet skidt.

- Vi får ikke maxpoint for processen. Denne sag burde være stoppet for længe siden, erkendte Lars Qvist (S).

John Harpøth (DF), formand for Udvalget for Klima og Miljø i Holbæk Kommune, ærgrer sig over beslutningen på aftenens byrådsmøde. Foto: TV ØST

En tydeligt irriteret formand for Udvalget for Klima og Miljø, John Harpøth (DF), ærgrede sig også:

- Sagen har strakt sig over et år. Vi har spildt forvaltningens tid og ressourcer. Vi har også brugt penge på en arkitekt. Det er et forkert signal at sende til eventuelle investorer, når vi trækker processen så langt. De skal kunne stole på politikerne i Holbæk Kommune.

Det var i gården her på Ahlgade 6-8, at der var lagt op til to blokke med boliger. Foto: Ivan Nielsen - TV2 ØST

Det blev et klart flertal, der sagde nej til lokalplanen og dermed byggeriet.

16 stemte imod, mens 13 undlod at stemme, og kun en enkelt sagde ja. Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Konservative stemte imod, mens Radikale, Venstre og Lokallisten undlod at stemme. Kun Liberal Alliance stemte for.

Lars Qvist (S) var ikke bekymret for, at ejendoms-udviklerne nu dropper kommunen:

- Der er masser af udvikling i Holbæk. Der er 2.000 nye boliger på vej. Og det giver ikke mening, hvis vi havde sagt ja til byggeri i en baggård, når vi netop i årevis har ryddet baggårde for at skabe lys og luft for beboerne, sagde han.

Bygning på fem etager

Lokalplanen drejer sig om området, som kommunen kalder Lindevejskarréen, der ligger mellem Valdemar Sejrsvej, Ahlgade, Lindevej og Jernbaneplads.

I første omgang lød planen på, at der kunne opføres to seks etager høje ejendomme i baggården. Det mødte voldsom modstand. Men Venstre; DF og LA foreslog i stedet et byggeri på henholdsvis fire og fem etager. Der var flertal for kompromisforslaget i både Klima- og Miljøudvalget og i Økonomiudvalget. Men ikke ved den afgørende afstemning i kommunalbestyrelsen.

Det bekymrede Emrah Tuncer (R) .

- Vi sender et signal til investorer om, at vi ikke tør træffe de svære beslutninger, når vi møder modstand. På den anden side må jeg også sige, at jeg har snakket med beboere og kigget på området. Og jeg er kommet i tvivl, derfor undlader Radikal at stemme, forklarede Emrah Tuncer.

Vi sender et signal til investorer om, at vi ikke tør træffe de svære beslutninger, siger Emrah Tuncer (R). Foto: Toke Sloth Grøndal - TV ØST

Helt i demokratiets ånd

Det var ellers en stort set enig kommunalbestyrelse, der sendte lokalplansforslaget i høring tidligere på året. Kun Enhedslistens to medlemmer var i mod. Det faktum undlod Karen Thestrup (EL) naturligvis ikke at pointere onsdag aften:

- Jeg fristes til at sige, hvad sagde vi i Enhedslisten? Så det gør jeg. Jeg er jo lidt hvid i toppen, så jeg kan godt huske de gamle baggårde.  Jeg vil betegne planerne i Alhgade 6-8 som moderne slum, hvor beboerne bliver afskåret fra sol og lys, lød det fra Karen Thestrup.

Mens den årelange proces måske ikke er til topkarakter hos politikerne, så er resultatet helt i top, hvis man spørger en af beboerne i Ahlgade:

- Jeg synes, det er helt i demokratiets ånd, at politikerne lytter til de indsigelser, som borgerne kommer med. Jeg plejer ikke at være mundlam, men jeg mangler ord for, hvor glad jeg er, fastslog Lena Iversen fra Ahlgade efter beslutningen onsdag aften.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App