Jordemoder kritiserer forlænget hjælpeordning: - Vi knokler røven ud af bukserne

Fødeafdelingerne i Slagelse, Holbæk og Nykøbing Falster har måtte aflaste afdelingen i Roskilde over sommeren. Nu skal ordningen fortsætte over et år endnu, og det falder ikke i god jord hos Jordemoderforeningen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

1.000 timer.

Så mange overarbejdstimer har jordemødrene i gennemsnit haft på fødeafdelingen på Holbæk Sygehus hver måned henover sommeren. 

De skyldes, at fødeafdelingerne i Slagelse, Holbæk og Nykøbing Falster har måtte aflaste afdelingen i Roskilde. Årsagen er, at fødeafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde ikke har kunne håndtere de mange fødsler. 

Hjælpeordningen skulle have været ophørt den 1. oktober 2022, men er nu blevet forlænget til udgangen af 2023.

20190802-143939-6-5820x3880ma
Læs også
Chefjordemoder om forlænget ordning: - Vi får travlt, men kvinder kan trygt føde hos os
20190802-143939-6-5820x3880ma
Læs også
Chefjordemoder om forlænget ordning: - Vi får travlt, men kvinder kan trygt føde hos os

Og den beslutning huer ikke jordemoder på Holbæk Sygehus Kit Dynnes Hansen, der også er Jordemoderforeningens formand for Sjællandskredsen.

- Vi knokler røven ud af bukserne på afdelingerne. De forventer, at vi tager en masse overarbejde. Det er et stort pres, og vi har været ude i nogle ekstremer. Det værste er, at man ikke kan være sikker på, at man kan gå, når man har fri, fordi vi har for travlt, siger Kit Dynnes Hansen om hverdagen som jordemoder de seneste par måneder.

Hun tilføjer, at henover sommeren er det en tredjedel af Roskildes fødsler, der er blevet overflyttet til de tre andre sygehuse.

- Det fortæller lidt om, hvor voldsomt det er, siger hun.

quote Det er svært at forstå, at man ikke kommer med en bedre plan.

Kit Dynnes Hansen, jordemoder

Holbæk, Slagelse og Nykøbing Falsters sygehuse skal fremadrettet overtage færre fødende fra Roskilde, men det mener Kit Dynnes Hansen ikke vil have den store indflydelse på arbejdsbyrden.

- Man flytter fremadrettet 25 fødende til Holbæk, 10 til Slagelse og 10 til Nykøbing Falster om måneden fra Roskilde. Før var det kun fødslen, man flyttede til de andre hospitaler, men nu er det hele forløbet. Det har de valgt at gøre på et tidspunkt, hvor man ikke kan rekruttere. De forventer, at vi skal blive ved med at tage overarbejde. Det er svært at forstå, at man ikke kommer med en bedre plan, fortæller Kit Dynnes Hansen.

Jordemoder: Dårligt for arbejdsmiljøet og de fødendes oplevelse

Når afdelingernes jordemødre skal løbe stærkere, vil det gå ud over de fødende, ifølge Kit Dynnes Hansen.

- Fordi vi gennemsnitligt har haft 1.000 overarbejdstimer om måneden hen over sommeren, så har der været mange vagter, som ikke kunne dækkes. Det mærker de fødende selvfølgelig. Vi har for eksempel set, at folk ikke kan få lov at komme hjem, og må vente helt op til otte timer på at kunne få lov at gå. Desuden har vi pladsproblemer på afdelingen, forklarer hun.

Baby
Læs også
Kritiseret hjælpeordning er forlænget - fødende skal på langfart et år endnu
Baby
Læs også
Kritiseret hjælpeordning er forlænget - fødende skal på langfart et år endnu

Men det er bestemt heller ikke en god situation for afdelingernes ansatte.

- Det demoraliserer gruppen, at de hele tiden skal arbejde over og løbe stærkere. De kører trætte i det, oplyser hun.

TV2 ØST talte tirsdag med chefjordemoder på fødeafdelingen i Slagelse, og hun var mere optimistisk omkring situationen.

- Det vil gøre, at vi får mere at se til det næste år, og det giver en større usikkerhed, fordi vi ikke havde forventet, at vi skulle håndtere ekstra fødsler i længere tid, men jeg tror på, at vi kan løfte opgaven. Vi har lige nu den udfordring, at vi ikke har så mange stuer på Mor-Barn Afsnittet, men vi håber at kunne løse det ved at rekruttere flere hænder, siger chefjordemoderen.

quote Vi flytter bare problemet rundt til de andre fødeafdelinger.

Kit Dynnes Hansen, jordemoder

Koncerndirektøren i Region Sjælland Jesper Gyllenborg mener, at foreløbige resultater fra sommeren er så gode, at en forlængelse af hjælpeordningen vil være belejligt for alle.

- Evalueringen har været langt bedre, end vi turde håbe på. Bedre end forventet, og nu vil de gerne kunne holde fast i rekrutteringen. Det er klart, at vi ikke har kunne spørge alle medarbejdere på fødeafdelingerne, hvad de tænker, men jeg har indtrykket af, at de generelt er blevet hørt. Der er også nogle, som oplever mere travlhed, men det skal netop løses ved at rekruttere flere fastansatte og vikarer, som den længere periode nu giver mulighed for, sagde han til TV2 ØST mandag aften.

Kit Dynnes Hansen har dog svært ved at genkende det billede, men hun er indstillet på, at afdelingerne må hjælpe hinanden.

- Vi skal selvfølgelig løfte i flok, men vi flytter bare problemet rundt til de andre fødeafdelinger, og man risikerer at have fire afdelinger, der står i samme pressede situation som Roskilde, siger hun. 

Rekruttering er et stort problem

Det helt store problem er manglen på hænder i branchen. Derfor mener Kit Dynnes Hansen, at det er der fokus burde ligge.

- Vi har et alvorligt rekrutteringsproblem, og det handler om et for højt arbejdspres. De færreste vil ansættes på afdelinger, hvor man løber så stærkt, og derfor er vi kommet ind i en ond cirkel. Man skal kigge på normeringerne, og så skal man blandt andet arbejde på at lette vagtbelastningen, især nattevagterne. Vi har mange bud på løsninger, men ingen vil tale med os om det, fortæller hun. 

Men netop rekruttering er en af årsagerne til, at hjælpeordningen mellem de fire fødeafdelinger er forlænget til slutningen af 2023.

quote Det her kunne have været undgået med rettidig omhu.

Kit Dynnes Hansen, jordemoder

Den længere periode vil nemlig ifølge Jesper Gyllenborg gøre det nemmere for afdelingerne at rekruttere til opgaven.

- Ved at give afdelingerne ekstra tid, kan de rekruttere ordentligt. Det giver ro omkring situationen, fortalte han i mandags.

Men det har Kit Dynnes Hansen svært ved at se fidusen i. 

- Man har slået faste stillinger op, som man ikke kan besætte, så det er jo lige meget, at man slår en stilling op, hvor man søger en jordemoder i et år. Vikarer kan man slet ikke få fat i, så jeg kan ikke se, at det hjælper på rekrutteringen at forlænge perioden, siger hun og tilføjer:

- Det her kunne have været undgået med rettidig omhu.

Der skal findes løsninger nu

Jesper Gyllenborg henviste i mandags til den kommende fødeplan, som eftersigende skal vedtages ved årsskiftet. Den kommer til at være afgørende for regionens fødeafdelinger i fremtiden.

Læs også
Flere fødende og færre jordemødre: - Vi er bekymrede for, om vi kan yde den rette omsorg
Læs også
Flere fødende og færre jordemødre: - Vi er bekymrede for, om vi kan yde den rette omsorg

Men ifølge Kit Dynnes Hansen kan man ikke afvente fødeplanen. Der skal ske ændringer nu.

- Jeg synes, at gruppen fortjener, at man henvender sig til dem og viser lidt velvillighed. Vi skal nok løfte de opgaver, vi bliver bedt om, men man er også nødt til at komme med andre løsningsforslag, siger Kit Dynnes Hansen og uddyber:

- Man skal først og fremmest kigge på normeringerne og vurdere, hvor mange folk der skal til for at løfte opgaven. Dernæst må man arbejde på at gøre afdelingerne mere attraktive, så folk gerne vil arbejde her. Jeg kan ikke se, at man har igangsat nogle initiativer andet end mere overarbejde.

Koncerndirektør Jesper Gyllenborg fortalte mandag, at han ikke forventer, at perioden bliver forlænget igen, men det giver Kit Dynnes Hansen ikke meget for.  

- Det er der ingen, der ved noget om, afslutter hun.


Nyhedsoverblik