Idas bolig er fyldt med fejl – nu advarer hun andre lejere

I månedsvis har Ida Skov Kristensen og Holbæk Kommune kæmpet med en bolighaj, der udlejer ulovlige boliger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I et hus lidt uden for Store Merløse flyttede Ida Skov Kristensen ind tilbage i april. Med job og hund havde hun brug for et sted at bo.

- Jeg stod i en akut boligsituation, hvor jeg var nødt til at skulle have noget at bo i hurtigt. Så fandt jeg denne her lejlighed på Boligportalen.

I huset er der i alt tre lejemål, hvoraf Ida Skov Kristensen har det ene. Men forholdene var langt fra, hvad hun havde håbet på, og hvad der i øvrigt stod i lejekontrakten.

Udlejer Jacob Mahaqiq har efter flere måneder sat en varmepumpe op, men han har stadig ikke betalt Ida Skov Kristensen sine penge tilbage.
Udlejer Jacob Mahaqiq har efter flere måneder sat en varmepumpe op, men han har stadig ikke betalt Ida Skov Kristensen sine penge tilbage. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir

I lejekontrakten stod der, at udlejer skulle levere varme via varmepumpe, men det var der alligevel ikke, da hun flyttede ind. For at holde varmen måtte hun i stedet benytte elektriske varmeblæsere, som gav en høj elregning - noget som udlejerens egen håndværker havde foreslået hende.

quote Jeg vil gerne have, at ham her bliver stoppet, fordi jeg ved, han har en masse andre udlejningsejendomme

Ida Skov Kristensen, lejer, Store Merløse.

- Der kom aldrig nogen varmepumpe, og pludselig stoppede håndværkeren, fordi han ikke fik udbetalt sin løn, og så skete der ikke mere der, siger Ida Skov Kristensen til TV2 ØST. 

Vand kom ned gennem loftet

Men hvis Ida Skov Kristensen troede, at den manglende varmepumpe ville blive det eneste problem, så tog hun fejl. Efter indflytning dukkede der flere overraskelser op. I loftet henover køkkenet peger hun på store revner. 

- Det er en vandskade, hvor der kom vand ned på køkkengulvet, når overboen gik i bad. Der var ret meget vand over det hele.

Når overboen gik i bad, regnede det ned i køkkenet.
Når overboen gik i bad, regnede det ned i køkkenet. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir

I entréen udpeger hun endnu en vandskade, som er blevet spartlet over. Toilettet har stort set ikke virket, siden hun flyttede ind i april, og derfor må hun nu hele vejen bagom huset, op på første etage og ind i den anden lejlighed for at komme på toilettet. 

- Det er overboens toilet, der er heroppe, men der bor ikke nogen her nu, så derfor bruger jeg dét, siger hun. 

Lejet ud som nyrenoveret

Udlejer Jacob Mahaqiq lagde for noget tid siden lejemålet på første sal ud på Boligportalen. Her skrev han, at lejemålet var nyrenoveret. Det er den samme tomme lejlighed, hvor Ida Skov Kristensen nu er nødt til at bruge toilettet. 

- Han skrev, der var egen stor tagterrasse. Men det er jo sådan noget tagpap. Der er også en vandskade her, hvor vandet løber ned til naboen, som har spande stående, fortæller hun. 

Det gamle hus uden for Store Merløse ligger lige ud til Hovedvejen.
Det gamle hus uden for Store Merløse ligger lige ud til Hovedvejen. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir

Ida Skov Kristensen har adskillige gange været i kontakt udlejer Jacob Mahaqiq, som lejer boligen ud under virksomhedsnavnet Carlo Capital.

- Han fortalte, at mange af tingene ville blive udbedret hurtigst muligt, men mange af mine henvendelser er også blevet ignoreret. Det er som at banke i en pude, for der sker ikke rigtigt noget.

Ignorerede Huslejenævnets afgørelse

Da Ida Skov Kristensen følte, at hun ikke rigtigt kom videre med udlejer, tog hun kontakt til Huslejenævnet. Efter at nævnet havde besigtiget ejendommen, kom afgørelsen den 17. juni i år.

quote De fejl og mangler på dét lejemål, som Ida har, de bliver lavet hurtigst muligt.

Jacob Mahaqiq, udlejer, Carlo Capital ApS.

Heri fremgår det blandt andet, at udlejer skal reparere seks forhold i boligen, nedsætte huslejen fra 5.700 kroner til 3.000 kroner fremover og betale Ida Skov Kristensen 17.900 kroner tilbage i for meget betalt leje. 

Huslejenævnets krav til udlejer:

  • Opsætte separat elmåler.
  • Opsætte varmepumpe.
  • Reparere utæt radiator.
  • Udbedre toiletafløb.
  • Afhjælpe vandindtrængning fra overboen.
  • Reparere badeværelsesvindue.
  • Nedsætte huslejen fra 5.700 til 3.000 kroner fremover.
  • Betale 17.900 kroner tilbage.

Udlejer Jacob Mahaqiq fik fire uger, altså indtil den 17 juli i år, til at udbedre forholdene og betale sin lejer pengene tilbage. Det har han ikke gjort. 

- Han har ikke levet op til noget, andet end at han har sat varmepumpen op, fortæller Ida Skov Kristensen. 

I stedet sagsøgte udlejeren hende for at have betalt for lidt i husleje, da hun efterfølgende rettede sig efter Huslejenævnets afgørelse og betalte 3.000 kroner i stedet for de oprindelige 5.700 kroner. Da TV2 ØST går ind i sagen, forklarer udlejer nu, at stævningen alligevel ikke længere gælder.

- Vi skal ikke stævne hende med retten og inkasso. Hun kommer til at få de penge, der er. Sådan som ifølge Huslejenævnet, siger Jacob Mahaqiq til TV2 ØST. 

Så hun får alle 17.900  kroner tilbage?

- Jamen, som jeg sagde, kan jeg ikke lige huske tallet.

- Hvis der er fugtskader i loftet, og toilettet ikke virker, kan man så skrive på nettet, at boligen er nyrenoveret?

- Altså jeg forstår, hvad du mener. Men de fejl og mangler på det lejemål, som Ida har, de bliver lavet hurtigst muligt. 

Ulovlige lejemål

Da Plan og Byg i Holbæk Kommune fandt ud af, at der boede tre forskellige lejere i huset, udstedte de den 20. maj et varsel om påbud.

quote Hvis det ikke bliver fulgt op, så overgår sagen til politiet.

Lotte Højgaard, Leder i By og Landskab, Holbæk Kommune.

Beboelsen i lejemålet er nemlig decideret ulovlig, fordi der i det såkaldte Bygnings- og Boligregister (BBR) kun er oprettet ét lejemål på ejendommen. Lotte Højgaard er leder i By og Landskab i Holbæk Kommune forklarer: 

- Det er simpelthen ikke muligt at oprette tre boliger på den her ejendom. Den er lille og kun på 115 kvadratmeter, forklarer hun.

Lotte Højgaard, leder i By og Landskab, Holbæk Kommune. Ifølge hende er det ikke muligt at få tilladelse til at have tre selvstændige lejligheder på ejendommen.
Lotte Højgaard, leder i By og Landskab, Holbæk Kommune. Ifølge hende er det ikke muligt at få tilladelse til at have tre selvstændige lejligheder på ejendommen. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir

Også her har Jacob Mahaqiq ignoreret kommunens frist på fire uger til at få det ulovlige boligforhold bragt i orden. 

- Det er udlejer, der har ansvaret for, at forholdene er lovlige på ejendommen. Når det ikke er tilfældet, så skrider vi som kommune i sagen. Så kommer vi med et varsel, dernæst et påbud, og hvis dét ikke bliver fulgt op, så overgår sagen til politiet, siger lederen i Holbæk Kommune. 

Men Jacob Mahaqiq er overbevist om, at kommunen nok skal komme til at acceptere lejemålene som lovlige, og han forklarer, at forsinkelserne drejede sig om sommerferie. 

Huset er kun godkendt til ét lejemål, men i indkørslen har udlejer opsat tre postkasser til sine lejere.
Huset er kun godkendt til ét lejemål, men i indkørslen har udlejer opsat tre postkasser til sine lejere. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir

- Den endelige godkendelse falder på plads snart. Der er ikke nogle påbud eller noget på det. Arkitekten er i gang med at få de sidste ting på plads, forklarer han til TV2 ØST. 

Ida Skov Kristensen håber, at andre potentielle lejere er opmærksomme: 

- Det er vigtigt for mig at fortælle om det her, fordi jeg gerne vil oplyse folk om, at Huslejenævnet findes. Jeg vil gerne have, at ham her bliver stoppet, fordi jeg ved, han har en masse andre udlejningsejendomme, siger hun. 

Hvor lang tid bliver du boende?

- Jeg bliver, til sagen er slut. Når den er det, så er lejligheden forhåbentlig i tip top stand, og så kan jeg lige så godt blive boende, mens jeg søger efter noget andet. For det ér svært at finde bolig, og det er også derfor, man nogle gange kommer til at gøre det lidt for hurtigt.


Nyhedsoverblik