I Holbæk kalder de hende bare Christina - her er tre grunde til hendes stormende fremgang

Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) fik et imponerende kommunalvalg. Politisk redaktør Ivan Nielsen giver tre grunde til hendes succes.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I stemmeboksene tirsdag blev der i gennemsnit sat kryds ud for borgmester Christina Krzyrosiak Hansens (S) navn af hver anden borger. Et imponerende resultat. 18.590 personlige stemmer, hvilket er den største andel af personlige stemmer inden for en enkelt kommune i hele landet nogensinde.

Ifølge TV2 ØST's politiske redaktør, Ivan Nielsen, er der flere grunde til, at kvinden, som også bærer titlen som landets yngste borgmester, har vundet borgernes hjerter i Holbæk Kommune.

quote Folk i Holbæk og omegn siger bare: Christina

Ivan Nielsen, politisk redaktør, TV2 ØST

Først og fremmest går det godt.

- Økonomien, der lå i ruiner, er genrejst – godt hjulpet på vej af udligningsreformen, der gav Holbæk 94 millioner kroner ekstra om året, forklarer Ivan Nielsen.

Her vil Venstre nok påstå, at de sorte tal på bundlinjen et stykke hen ad vejen skyldes forhenværende borgmester Søren Kjærgaards (V) besparelser, påpeger Ivan Nielsen.

- Men hun gik også til valg i 2017 på den såkaldte "velfærdsprocent", hvilket slet og ret var en skattestigning, siger redaktøren og tilføjer:

- Man kan mene, det var en grinagtig symbolik, men det gav kommunen yderligere luft i budgettet, og det høster hun anerkendelse for nu. Christina Krzyrosiak Hansen beviste, at hun havde gennemskuet, hvad der er det vigtigste for borgerne – færre besparelser og mere service.

Læs også
Portræt: Holbæks borgmester fik over 18.000 personlige stemmer
Læs også
Portræt: Holbæks borgmester fik over 18.000 personlige stemmer

Det ses blandt andet på skoleområdet, borgmesterens hjertebarn. Det har fået tilført flere midler, ligesom der er vedtaget en ny skolestruktur med flere selvstændige skoler og skoleledelser, påpeger redaktøren:

- Her er kortene dog også blevet lagt til fordel for Christina Krzyrosiak Hansen. Hendes visioner for skolerne blev nemlig hjulpet yderligere på vej af regeringens "frihedsforsøg" på skoleområdet, hvor Holbæk Kommune som bekendt blev udvalgt som forsøgskommune for denne ordning med større selvstændighed til skolerne.

VIDEO: Der var stor glæde i den socialdemokratiske lejr på valgnatten.

På fornavn med borgmesteren

Men ét er at skabe gode resultater.

Christina Krzyrosiak Hansen er også god til at formidle de fremskridt, hun er med til at skabe for kommunen..

- Hun kommunikerer. Langt mere effektivt end nogen anden borgmester i vores område. En ting er, at alle medier har sat hende på forsiden, men hun bruger også Facebook effektivt, siger Ivan Nielsen.

I sine Facebook-opslag fortæller hun om både stort og småt om kommunen, men ikke pralende:

- Tit er det meget faktuelt, lidt kedeligt og langt, siger Ivan Nielsen og tilføjer:

- Hun flytter også borgmesterkontoret rundt i sin kommune. Symbolsk. Måske. Men det bliver set – også fordi hun fortæller om det til sine mange følgere på Facebook.

Læs også
Christina Krzyrosiak stormer frem og sikrer absolut flertal i Holbæk
Læs også
Christina Krzyrosiak stormer frem og sikrer absolut flertal i Holbæk

Og det er måske også en af grundene til – foruden et mellemnavn, der for de fleste kan være tungesnublende svært at udtale – at borgerne i Holbæk og omegn er på fornavn med deres borgmester.

- Folk i Holbæk og omegn siger bare: Christina.

Mere selvtillid

For det tredje er Christina Krzyrosiak Hansen blevet mere sikker, forklarer TV2 ØST's politiske redaktør:

- Hun er en kontrollerende kvinde. Det tror jeg, at alle journalister har oplevet, især i begyndelsen af hendes borgmestertid, hvor Christina Krzyrosiak Hansen ville have alle spørgsmål på forhånd.

- Nu er hun ovenpå. Det mest tydelige eksempel for mig er, at hun sagtens kan grine ad sine egne fejl, og dem laver hun trods altså også, når hun leder møderne i kommunalbestyrelsen, tilføjer han.

Læs også
Holbæk-borgmester sikrer landets bedste valgresultat
Læs også
Holbæk-borgmester sikrer landets bedste valgresultat

Helt nøjagtigt modtog Christina Krzyrosiak Hansen 45,9 procent af de 40.511 afgivne stemmer, som Holbæk-borgerne afgav ved kommunalvalget, tirsdag – og dermed trak hun mere end tre af fire stemmer til partiet.

Christina Krzyrosiak Hansen blev valgt ind i Holbæk kommunalbestyrelse i 2013, dengang med 582 personlige stemmer. Fire år senere fik hun 5.499 personlige stemmer, hvorefter hun som 24-årig blev landets yngste borgmester. Nu tager hun fire år mere – med direkte opbakning fra 18.590 personlige stemmer.


Nyhedsoverblik