Holbækpolitiker revser partifæller på Christiansborg – skifter fra LA til Venstre

Søren Stavnskær og Christian Ahlefeldt-Laurvig fra Holbæk skifter fra LA til Venstre på grund af dårlig kommunikation. Lokalformand genkender ikke kritikken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Siden efteråret 2014 har Søren Stavnskær og Christian Ahlefeldt-Laurvig repræsenteret Liberal Alliance i Holbæks kommunalbestyrelse.

Men forholdet mellem de to kommunalpolitikere i Holbæk Kommune og partiet er nu slut.

- Christian og jeg har over det sidste stykke tid oplevet ikke at få noget svar tilbage, når vi har kontaktet vores bagland på Christiansborg. De reflekterer aldrig over det, vi skriver til dem, siger Søren Stavnskær.

Ifølge den nu tidligere LA politiker er problemet blevet påtalt.

- Sekretærerne har lovet at tage fat i problemet, men halvanden måned senere sker der ikke noget. Det bliver man træt af over tid. 

Intet galt med det lokale bagland

Den dårlige kommunikation fra partifællerne på Christiansborg har betydet, at de to Holbæk-politikere har meldt sig ud af Liberal Alliance og ind i Venstre.

Søren Stavnskær understreger, at beslutningen om at melde sig ud af partiet ikke har noget at gøre med det lokale bagland. 

- Jeg har godt kunnet lide at være en del af Liberal Alliance. Førhen gik kommunikationen hurtigere, og jeg kunne kontakte en minister, og indenfor en time havde jeg fået en mail eller et telefonopkald, lyder det fra Søren Stavnskær. 

- Det handler ikke om, at jeg skal have samme responstid, men jeg kan ikke leve med flere måneder.

quote Jeg kan ikke nikke genkendende til kritikken. Jeg har ikke følt, at vi ikke har fået opbakning

Flemming Sørensen (LA), formand, Liberal Alliance Holbæk

Tilbage til Venstre

Forholdet mellem både Søren Stavnskær og Christian Ahlefeldt-Laurvig og Venstre er dog ikke nyt. Begge politikere var, inden skiftet i 2014 til Liberal Alliance, medlemmer af Venstre.

Dengang var det politiske uenigheder, der fik Søren Stavnskær til at skifte parti.

- Vi kunne se, at Holbæk Kommune var på vej til en dårlig økonomi. Alligevel gik man ind og investerede i en stor sportsby, mens man manglede penge i kassen. Vi var ved at komme under administration fra staten.

I dag er der ikke ret mange tilbage i Venstre fra den tid, og ifølge Søren Stavnskær er det altså ikke politiske beslutninger, der denne gang får ham til at skifte parti. 

Læs også
Holbæk-borgmester: Sportsby blev bygget på det forkerte tidspunkt
Læs også
Holbæk-borgmester: Sportsby blev bygget på det forkerte tidspunkt

Den politiske overbevisning er altså stadig den samme, selvom partiet er udskiftet.

- Christian og jeg har hele tiden været socialliberale, og Venstre har også masser af sociale liberale. Sådan ser jeg det i hvert fald, siger Søren Stavnskær.

- Jeg skal ikke skifte rundt igen. For mig var det svært at skifte én gang til.

quote Jeg skal ikke skifte rundt igen. For mig var det svært at skifte en gang til

Søren Stavnskær (V), kommunalpolitiker, Holbæk

Lokalformand genkender ikke kritikken

TV2 ØST har forelagt kritikken for Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh. Han har ingen kommentarer til kritikken og henviser til lokalformand Flemming Sørensen.

- Jeg kan ikke nikke genkendende til kritikken. Jeg har ikke følt, at vi ikke har fået opbakning, siger Flemming Sørensen.

Frem mod efterårets kommunalvalg fortsætter Søren Stavnskær i kommunalbestyrelsen for Venstre som medlem af Økonomiudvalget samt udvalget for Beskæftigelse og Uddannelse.

Christian Ahlefeldt-Laurvig er medlem af udvalget for Klima og Miljø. 

Læs også
Medarbejdere får over fire millioner kroner i corona-bonus
Læs også
Medarbejdere får over fire millioner kroner i corona-bonus

Nyhedsoverblik