Holbæk, Lejre og Roskilde danner fælles Forsyningsselskab

Fra 1. januar 2016 bliver forsyningsselskaberne i Holbæk, Lejre og Roskilde slået sammen til et. Det fælles selskab får øget fokus på service i form af konkurrencedygtige priser, forsyningssikkerhed, miljø og sundhed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vandet er det samme. Men når borgerne i Holbæk, Lejre og Roskilde åbner for hanen 1. januar, bliver det ikke længere med deres lokale forsyningsselskab som afsender. Byrådene i de tre kommuner har nemlig besluttet at slå deres lokale forsyninger sammen i ét stort fælles forsyningsselskab. Selskabet bliver en realitet 1. januar 2016, skriver Roskilde Forsyning i en pressemeddelelse.

Sammenlægningen er en del af en udvikling, hvor kommunalt ejede forsyningsselskaber indgår større eller mindre grader af samarbejde på tværs af kommunegrænser for at leve op til øgede krav til både kvalitet og effektiviseringer, som følger af blandt andet vandsektorloven.

- Formålet med at gå sammen er at få et forsyningsselskab, der i højere grad end i dag kan bidrage til den lokale erhvervsudvikling samt udviklingen inden for klima- og miljø. Samtidig skal selskabet effektivisere driften, så vi så vidt muligt undgår prisstigninger på grund af øgede myndighedskrav, forklarer borgmester i Holbæk Kommune, Søren Kjærsgaard (V).

Borgmester i Lejre Mette Touborg (F) forklarer, at et fælles forsyningsselskabs vigtigste opgave først og fremmest bliver at sikre borgerne en fortsat høj forsyningssikkerhed med øget fokus på service.

- Som borger skal man ikke forvente store forandringer – for det fungerer godt i dag. Men på længere sigt sikrer samarbejdet, at borgerne får en højere forsyningssikkerhed til den bedste pris, siger hun.

Gevinster på små 50 millioner årligt

Selvom de tre forsyninger nu bliver slået sammen, har de tre byråd stadig stor indflydelse på, hvordan forsyningsaktiviteterne i deres respektive kommune udvikler sig.

- I den samarbejdsmodel vi har valgt, styrer vi som kommuner for eksempel stadig taksterne inden for vores kommunegrænse, og vi kan fastsætte miljøkrav, som det fælles selskab skal overholde, siger Mette Touborg.

Når det fælles sjællandske selskab efter et par år er kommet godt fra start, er forventningen, at det kommer til at kunne opnå gevinster på små 50 millioner kroner om året. Til sammenligning får det fælles selskab en omsætning på knap 750 millioner kroner årligt. Gevinsterne kan for eksempel bruges til at yde en højere service, foretage nye investeringer eller fastholde/sænke taksterne for borgere og virksomheder.

Overtager eksisterende forsyningers opgaver

Den fælles forsyning overtager de nuværende lokale selskabers opgaver. Det betyder, at det kommer til at håndtere vand og spildevand i alle tre kommuner. I Roskilde og Holbæk bliver det også ansvarlig for levering af fjernvarme. I Holbæk kommer selskabet desuden til at indsamle affald.

- De opgaver, som de lokale forsyninger løser, er helt afgørende for, at virksomhederne kan fungere, og at borgerne kan leve en almindelig hverdag. Nu skal vi gerne have tilføjet et ekstra lag, så det fælles forsyningsselskab kan bidrage endnu mere til kommunernes udvikling og vækst end i dag, siger borgmester i Roskilde Kommune Joy Mogensen (S).

Det fælles forsyningsselskab får cirka 190 ansatte.


Nyhedsoverblik