Holbæk Kommune vil undersøge Narconon

Holbæk Kommune sætter nu gang i en grundig undersøgelse af misbrugscenteret Narconon, der behandler narkomaner på skatteydernes regning. Narconon er under mistanke for at sende en stor del af pengene direkte videre til den religiøse sekt Scientology.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Gennem flere år har Narconon modtaget mange hundrede-tusind kroner, af et par af landets største kommuner for at behandle narkomaner. Ifølge DR-programmet 21 søndag er omkring 10 procent sendt videre til den religiøse sekt Scientology.

- Vi betaler for forskellige services til Narconon Europa, men der går ikke nogen penge videre til Scientology, siger Narconon Danmarks leder, Ole Thiemer.

Narconon anklages i programmet for at hverve medlemmer til sekten blandt narkomanerne. Det er anklager, der kommer fra tidligere højtstående medlemmer af Scientology.

- De mennesker der kommer her, kommer kun for at blive afvænnet. Vi præsenterer dem kun for Narconons ideer og ideologi, siger Ole Thiemer

Det er Holbæk Kommune, der står for tilsynet med Narconon i Mørkøv. Ifølge kommunen har man jævnligt foretaget kontrol med behandlingsstedet, og man har været bekendt med, at Narconons behandling bygger på teorier, som er udtænkt af L. Ron Hubberd. Indtil videre har man ikke set nogen grund til at sætte en stopper for Narconons forretning.

- Vi vil tage ud på stedet og have en dialog med lederen om, hvorvidt det kan bekræftes - eller afkræftes, siger Lone Nygaard Jensen, der er chef for Socialcenter Holbæk.

Det kan ende med, at Narconon mister retten til at behandle narkomaner, men det bliver i så fald en politisk beslutning der skal træffes i Holbæk Kommune.

- I sidste ende kan politikerne sige, at de ikke vil godkende det, hvis vi kan finde lovhjemmel til det, siger Lone Nygaard Jensen.


Nyhedsoverblik