Holbæk Kommune køber museum

Holbæk Byråd har besluttet at købe det tidligere Danmarks Vej- og Bromuseum. Og det glæder borgmester Søren Kjærsgaard (V).

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag besluttede byrådet i Holbæk at købe det tidligere Danmarks Vej- og Bromuseum. Det skriver Holbæk Kommune i en pressemeddelelse.

Hos Holbæk Kommune er de glade for købet af ejendommen, og borgmester Søren Kjærsgaard (V) ser det som et punktum, der nu kan sættes i sagen om det tidligere museum.

- Staten har siden 2012 haft en bygning stående tom. Det har ikke været til gavn for nogen parter. Med købet af det tidligere Vej- og Bromuseum kan vi nu se positivt på fremtiden og fortsætte den positive udvikling, som Holbæk Kommune generelt er inde i. Vi har fra kommunens side hele tiden haft ønsket om, at bygningen hurtigst muligt igen kunne komme i spil til at rumme museumsaktiviteter, der passer ind som en helhed i Andelslandsbyens aktiviteter, og som jo også er den oprindelige tanke med bygningen. Det mål er nu endelig nået, siger borgmester Søren Kjærsgaard (V).

Vækker stor glæde

Planen er, at Andelslandsbyen Nyvang indgår en lejeaftale med Holbæk Kommune om brug af bygningen på Oldvejen. Og hos Andelslandsbyen Nyvang er bestyrelsesformand Carsten Andersen glad for, at det tidligere museum, der ligger lige ved indkørslen til Andelslandsbyen, nu kan blive en naturlig del af hele oplevelsen.

- Det er en glædens dag og et længe næret ønske, at Vej- og Bromuseet nu kan blive indlemmet i vores aktiviteter. Vi er taknemmelige for, at Holbæk Kommune har besluttet sig for at købe museet, og at vi kan leje os ind i lokalerne. Vi skal allerede på mandag i bestyrelsen drøfte de nye muligheder, som det giver os, fortæller Carsten Andersen.

Mere kultur i Holbæk

Set i et kulturperspektiv er købet af det tidligere museum en understregning af, at Holbæk Kommune gerne vil signalere, at de prioriterer kultur højt.

- Med sine cirka 65.000 besøgende hvert år er Andelslandsbyen Nyvang et vigtigt kulturfyrtårn i Holbæk Kommune. Derfor er det vigtigt, at vi fra kommunens side også er med til at understøtte kultur- og fritidsområdet, så der er en kontinuerlig udvikling, hvilket jeg ser dette som, siger Emrah Tuncer (RV), formand for Udvalget Kultur, Fritid og Fællesskab”.

Danmarks Vej- og Bromuseum kom til verden som en del af et trafikforlig, og bygningen stod klar i 2011. Den årlige bevilling til museet på 2,5 millioner kroner blev kort tid efter afskaffet, og museet lukkede efter kun 14 måneder. Holbæk Kommune har gennem længere tid været i dialog med Freja Ejendomme A/S, og den proces bliver afsluttet med, at Byrådet i Holbæk Kommune valgte at købe ejendommen.


Nyhedsoverblik