Den 99 år gamle Holbæk Kaserne er til salg for højestbydende. Det viser dagens udgave af Børsen, hvor Forsvarets Bygningstjeneste har indrykket en stort opslået salgsannonce.
Kommune har forkøbsret
Jævnfør et skøde fra 1973 har Holbæk Kommune forkøbsret til ejendommen. Dengang blev kasernen solgt af kommunen til Forsvarets Bygningstjeneste.
Men i denne omgang har kommunens bud på ejendommen angiveligt ikke været højt nok. Derfor er bygningen sendt i offentligt udbud.
Lun på lokalerne
Kommunen har dog i flere år vist interesse for ejendommen. Det har blandt andet været på tale at opføre et nyt frivilligcenter i den gamle kaserne.
Den 30. oktober er sidste frist for at finde ny ejer af bygningerne.