Højsæson for livsfarlige alliker (Video)

Allikereder kan koste menneskeliv. Hvert år bliver flere kulilteforgitet på grund af stoppede skorstene, og ligenu er det højsæson for de gråsorte uindbudte gæster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To fugle på taget kan være livsfarligt i tiden. Det er nemlig ynglesæson også for alliker, som helst bygger rede i skorstenene. Og når skorstenene stopper til, er det farligt for os, der bor der.

- De er jo fredede. Jægerne må ikke skyde dem, så vi ser flere og flere af dem, siger skorstensfejer Jørgen Gustavsen fra Fårevejle, der har mere end travlt med at være fuglejæger og sætte riste op, som forhindrer alliken i at slå sig ned som uindbudte og livsfarlige gæster hos husejerne.

[video:flv:100331_alliker_a.flv]

Og fuglerederne er livsfarlige. For et par måneder siden blev en 36-årig mand i Kolding fundet død i sin seng. Mandens to hunde sov også ind. Kulilteforgiftet på grund af en allikerede. Noget man på sygehusene ser hvert forår.

- Der er et par dødstilfælde om året, som skyldes stoppede skorstene på grund af allikereder. Kultilten overtager simpelthen ilten i de røde blodlegemer, så først bliver man skidt tilpas, dernæst bevidstløs og til sidst sover man altså lige så stille ind i døden, forklarer Teis Andersen, lægefaglig vicedirektør på Holbæk sygehus.

På bare en enkelt dag kan allikerne have stoppet en skorsten til, så røgen i stedet for at stige opad cirkulerer rundt inde i huset. Frem til majmåned er det højsæson for allikernes ynglen, og fremfor selv at spionere på taget hver dag, kan skorstensdejeren nemt løse problemet for bare 350 kroner.

- Vi har sådan nogle allikeriste i forskellige størrelser, som vi sætter op. Folk laver også nogle gange deres egen løsning, men kan man få bare en flad hånd igennem, så kan alliken altså også smutte under og bygge rede, siger Jørgen Gustavsen.

Især husejere med oliefyr skal være på fuglevagt de næste par måneder.

 

 

 


Nyhedsoverblik