HK dropper SEAS-NVE

HK/Privat Sjælland vil ikke længere betale for strøm fra SEAS-NVE, fordi energiselskabet afviser at tegne overenskomst for deres kontorpersonale.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I adskillige år har fagforeningen HK/Privat Sjælland forgæves forsøgt at få det sjællandske energiselskab SEAS-NVE til at tegne overenskomst for kontorpersonalet.

Derfor dropper fagforeningen fra 1. august at betale for strøm fra SEAS-NVE. Det skriver DAGBLADET Ringsted.

- Det eneste vi kan gøre er at bruge vores indkøbspolitik. Vi handler ikke med virksomheder uden overenskomster, det vil vi ikke bruge medlemmernes penge til, siger Kurt Jørgensen, formand for HK/Privat Sjælland.

I stedet vil de lokale fagforeningskontorer i Roskilde, Nykøbing Falster og Nakskov fra1. august få leveret el fra DONG, der har overenskomst med HK. Det samme gælder SK Forsyning, hvor HK-kontoret i Slagelse er kunde i forvejen.

Kurt Jørgensen oplyser, at fagforeningens udgift til elektricitet fra det sjællandske, energiselskab har været på omkring 55.000 kroner plus moms årligt.

I SEAS-NVE's hovedkvarter i Svinninge tager man udmeldingen med ro.

- Vi har et liberaliseret el-marked. De kan frit vælge deres leverandør, ligesom at der er organisationsfrihed, så de ansatte hos os kan vælge ikke at være medlemmer af HK, siger Kristoffer Høst-Madsen, presseansvarlig hos SEAS-NVE.

En virksomhed kan ifølge en regel, som kun omfatter HK, afvise at indgå overenskomst, hvis HK organiserer under halvdelen af de potentielle medlemmer i virksomheden.


Nyhedsoverblik