Historisk gods sat til salg efter 185 år i samme familie

Kongsdal Gods syd for Holbæk er sat til salg. Godsets historie rækker mere end 800 år tilbage og har været ejet af både konger og en kongemorder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis væggene på Kongsdal Gods kunne tale, så kunne de berette om en lang og unik historie på godset, der ligger mellem Holbæk og Sorø.

Nu skal væggene og resten af godsets ejendom på 800 hektar så have ny ejer. Den nuværende ejer Hans Iakob Estrup har sat godset til salg, efter det har været på familiens hænder i 185 år.

Det skriver Kongsdal Gods i en pressemeddelelse.

- Min familie har igennem mange generationer været tilknyttet lokalområdet, som vi altid har været glade for at være en del af. Men nu er det tid til, at Kongsdal skal have nyt blod, så det kan drives videre som land- og skovbrugsvirksomhed, udtaler Hans Iakob Estrup.

quote Selvom det er et stort skridt at sætte ejendommen til salg, glæder vi os alle til vores fremtidige liv

Hans Iakob Estrup, godsejer, Kongsdal Gods

- Vores børn er i fuld gang med studier og karrierer inden for andre områder end landbrug, og derfor er de ikke interesserede i at drive Kongsdal videre, hvilket vi har fuld forståelse for. Så selvom det er et stort skridt at sætte ejendommen til salg, glæder vi os alle til vores fremtidige liv, fortsætter han.

Udover en bolig på over 2.000 kvadratmeter, får man også både landbrug, skov, udlejning af boliger og jagtområde med i prisen, som ikke er oplyst.

En vild historie

Udover alt det, godset fysisk indeholder, så vil en ny ejer også købe sig ind i en ret omfattende historie. 

Kongsdal Gods var oprindeligt en del af biskop Absalons arvegods. Han skænkede det i 1180 til Sorø Kloster.

Sidst i 1200-tallet var det så ejet af en vaskeægte kongemorder, nemlig Marsk Stig Andersen, der i 1286 blev dømt for det berømte mord på kong Erik Klipping i Finderup Lade.

Siden da har godset udviklet sig over de mange hundrede år og været på både Frederik den. 2. og Frederik den 3.’s hænder. Og i 1835 købte Etatsråd Hector Frederik Estrup Kongsdal Gods, som den første generation af ejere i Estrup-familien.

quote Min far sagde, at hvis jeg en dag ønskede at fokusere på noget andet end at drive land- og skovbrug, skulle jeg sælge godset

Hans Iakob Estrup, godsejer, Kongsdal Gods

Den nuværende ejer, Hans Iakob Estrup overtog godset fra sin far i 1986.

- Da jeg i sin tid overtog Kongsdal Gods, sagde min far, at hvis jeg en dag ønskede at fokusere på noget andet end at drive land- og skovbrug, skulle jeg sælge godset. Det blev til mange vidunderlige år, men nu er det blevet tid til et nyt kapitel, siger Hans Iakob Estrup.

Hvad det nye kapitel indeholder, fremgår ikke. Men Hans Iakob Estrup er i dag direktør i virksomheden Transearch.

Corona er en udfordring

Det er ejendomsmægler Asger Olsen, der står for at sælge godset. Han har med sit eget firma specialiseret sig inden for salg af større ejendomme og landbrug.

Masnedø Kalv
Læs også
Stor interesse for privat ø - den bliver vist frem for købere i næste uge
Masnedø Kalv
Læs også
Stor interesse for privat ø - den bliver vist frem for købere i næste uge

Han ønsker ikke at oplyse salgsprisen, men understreger, at det er i en prisklasse, hvor den potentielle køber godt ved, om han eller hun har råd. Og selvom man måske ikke kunne forestille sig, at det ligefrem flyder over med personer, der står og mangler – og ikke mindst har råd til – et gods, så er Asger Olsen ikke i tvivl om, at der nok skal være mulige købere.

- Det er ligesom med et Picasso-maleri. Der er købere. Jorden er rund, og den er ejet nogen, og det bliver den ved med at være, siger han.

quote Det er det første større gods uden for København, der inden for en overskuelig tid vil komme til salg

Asger Olsen, ejendomsmægler, Asger Olsen A/S

Ejendomsmægleren lægger vægt på, at godset har en god placering i forhold til landets hovedstad, og godser i det hele taget er en sjælden handelsvare, da de ofte nedarver inden for familien, ligesom det har været tilfældet med Kongsdal Gods de sidste 185 år.

- Det er det første større gods uden for København, der inden for en overskuelig tid vil komme til salg. Mit bud er, der ikke foreløbigt kommer nogen til salg af samme karakter så tæt på København, lyder det.

Læs også
Dele af gammelt psykiatrisygehus solgt – skal forvandles til hotel
Læs også
Dele af gammelt psykiatrisygehus solgt – skal forvandles til hotel

Der er dog et lille benspænd for ejendomsmægleren. Ifølge Asger Olsen er godset et oplagt residens for en udenlandsdansker med pengepungen i orden. Lige nu gør coronarestriktioner og karantæneregler det bare lidt sværere at få sådan en handel i hus.

- Det kan godt være, du kan komme ind i Danmark, men du kan ikke komme ud igen. Og hvis du sidder i for eksempel Schweiz eller USA, er det ikke så nemt at komme til Danmark lige nu, forklarer han.

Asger Olsen har ikke noget bud på, hvor længe det vil tage at sælge godset.


Nyhedsoverblik