Havareret lastbil udløser trafikkaos på Holbækmotorvejen

Bilerne kører meget langsomt på Holbækmotorvejen mellem Kirke Sonnerup og Gevninge, fordi en havareret lastbil spærrer et spor.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er med at pakke den gode tålmodighed med i tasken, hvis du skal køre ad Holbækmotorvejen i retning mod Roskilde torsdag morgen.

En havareret lastbil giver nemlig meget langsom kørsel, fordi den spærrer det højre spor mellem afkørsel 16 Kirke Sonnerup og 15 Gevninge. Køen går næsten helt hen til Kalundborgmotorvejen.

Det oplyser Vejdirektoratet til TV ØST.

Vælg alternativ rute

Der var tidligere et uheld længere fremme på strækningen omkring Lejre, og derfor har der i længere tid været kø.

Bilisterne kører i øjeblikket med omkring 20 kilometer i timen, og Vejdirektoratet betegner trafikken som nærmest stillestående.

Vejdirektoratet anbefaler derfor personbiler at køre uden om lastbilen ad rute 155. Der er vejhjælp på vej til stedet.


Nyhedsoverblik