Tirsdag, onsdag og torsdag var Søværnets dykkertjeneste og politiets kriminalteknikere til stede med metaldetektorer i området ved Østre Kirkegård og Østre Anlæg.
Årsagen var, at politiet fortsat mangler gerningsvåbnet fra drabet på en 37-årig kvinde, der blev overfaldet og dræbt med flere knivstik på Samsøvej i Holbæk den 3. november 2022.
Efter tre dages gennemsøgning står politiet fortsat uden et gerningsvåben, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
- Der blev desværre ikke fundet andet end skrald i vandet i Østre Anlæg. Nu fortsætter efterforskningen, som fortsat primært er rettet mod de tre mistænkte i sagen, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi.
Tre sigtede, to fængslede
Den 37-årige kvinde var gravid i syvende måned, da hun blev knivdræbt den 3. november.
Barnet, en lille dreng, blev efterfølgende forløst på sygehuset og overlevede i første omgang, men efter fem dage afgik også han ved døden.
Der er tre sigtede i sagen. Den ene er en 25-årig mand, som er sigtet for at have udført drabet. Den anden er en 33-årig kvinde, der er sigtet for at have "anstiftet" til drabet via WhatsApp.
Den tredje er en 18-årig mand fra Odsherred. Han blev løsladt efter afhøring, men er altså fortsat sigtet i sagen.
Den 3. januar besluttede Retten i Holbæk at fastholde varetægtsfængslingen af den 34-årige mistænkte kvinde. Hun skal forblive fængslet i yderligere fire uger. Den 25-årige mistænkte mand gik frivilligt med til at lade sig varetægtsfængsle.