Frustrerende fluer fordriver familie fra hjemmet

Beboerne i Sandby ved Svinninge er frustrerede over en kæmpe fluesværm, der hærger området. De mener, plagen stammer fra et nærliggende slamdepot.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Gennem flere år har beboerne i landsbyen Sandby ved Svinninge været plaget af en stor mængde fluer.

- Vi har ikke kunnet sidde ude i haven og spise et måltid de sidste 4-5 år. Denne sommer er det værre end nogensinde, fortæller Gitte Stavnskær fra byen.

Problemet er så stort, at hun og familien må holde alle døre og vinduer lukkede. Dermed bliver der så varmt i huset, at de nu er nødt til at sove i en campingvogn i haven, hvor der er fluenet for alle vinduer.

Landsbyens borgere mener, fluesværmen stammer fra et stort slamdepot i en lade tæt derved.

Det er firmaet HedeDanmark, der driver depotet og Holbæk Kommune, som fører tilsyn. Beboerne har gentagne gange klaget begge steder.

- Vi synes hverken HedeDanmark eller kommunen gør nok, siger Gitte Stavnskær.

Holbæk Kommune inspicerede lageret tidligere på måneden og har nu bedt HedeDanmark om at skærpe forholdene.

- Vi har understreget, at de skal overdække slammet og bedt dem om at sprøjte ekstra mod fluer, siger Birgitte Wendelboe, der er afdelingsleder i Holbæk Kommune.

Kommunen og HedeDanmark understreger, at de har en en god dialog i forhold til at afhjælpe problemet.

- Vi er godt i gang i samarbejde med en skadedyrsbekæmper. Vi har sat fluefangere op og sprøjter ekstra, så vi håber på, at det forbedrer forholdene for beboerne i Sandby, siger HedeDanmarks kommunikationsdirektør Anders Lehmann.


Nyhedsoverblik