¨

Forsvarer om straf til Kundby-pigen: Man sender ikke et barn i forvaring

Anklager Kristian Kirk og forsvarer Mette Grith Stage taler sammen, efter dagens procedure om strafudmåling i Kundby-sagen. Foto: Jesper Sandbirk - TV ØST

En forvaringsdom til Kundby-pigen er ikke nødvendig, mener forsvareren. Der er rigelig tid til at få hende på rette spor under en fængselsstraf.

Bare 17 år gammel er den pige, der i dag er blevet dømt skyldig i at planlægge terrorangreb på to sjællandske skoler.

Og på trods af hendes unge alder, så har Retslægerådet anbefalet, at hun kommer i forvaring, fordi der er risiko for, at hun stadig er farlig.

Men den udlægning er pigens forsvarer, Mette Grith Stage, ikke enig i. Hun mener, at pigen i stedet skal idømmes en fængselsstraf på seks til otte år.

-  Når man skal have hende i myndighedernes varetægt i så mange år, så har man god tid til at arbejde med og afrette hende og få hende ind på det rette spor, siger hun til TV ØST og tilføjer:

- Selvfølgelig kan man det over så mange år. Derfor mener jeg ikke, der er belæg for at sige, at hun også vil være farlig til den tid.

Jeg håber, I lytter til mig, når jeg siger, at man ikke sender et barn i forvaring

Mette Grith Stage, forsvarer

Usikkerheden er hård

Det vil ifølge Mette Grith Stage være ganske usædvanligt, hvis Retten i Holbæk beslutter, at Kundby-pigen skal i forvaring. Der er nemlig ikke i det danske retshistorie fortilfælde, hvor en så ung og ustraffet pige har fået den straf.

- Det hårde ved en forvaringsdom er, at man ikke aner, hvornår man kommer ud. Den der usikkerhed, man har hængende over hovedet, siger Mette Grith Stage. 

Læs også Anklager: Kundby-sagen forhindrer terrorangreb

I sin procedure for straffen i dag lagde hun derudover vægt på tidligere sager, hvor Retslægerådet havde anbefalet forvaring, men hvor retten alligevel har dømt anderledes.

- Retslægerådet har aldrig mødt hende. De laver deres anbefaling på baggrund af skriftlige kilder fra andre læger, sagde forsvareren i proceduren og sluttede:

- Jeg håber, I lytter til mig, når jeg siger, at man ikke sender et barn i forvaring. 

Og forsvareren vil ikke forholde sig til, om sagen skal ankes, før der ligger en straf klar.

- Lige nu sætter vi alt ind på at undgå forvaring. Først derefter forholder vi os til anke-spørgsmålet, siger Mette Grith Stage.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App