Først efter 65 år kunne Hans-Peter fortælle om krigens gru

Hans-Peter Tams flygtede med sin familie, da Anden Verdenskrig var ved at nå sin afslutning. Først 65 år senere fik han fortællingen over sine læber.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hans-Peter Tams voksede op med en dansksindet familie i marsken lige syd for den tyske grænse, men under Anden Verdenskrig blev familien sendt til Polen.

Her gjorde faderen krigstjeneste, og Hans-Peter Tams kom også i en slags skole.

- Det var kæft, trit og retning. Det var bare at adlyde, fortæller han i dag.

En aften i september 1944 lød der et kæmpe brag ved familiens hjem.

quote Da min mor havde sundet sig lidt, så sagde hun: ”Jeg tror, børn, at vi skal til at komme herfra”. I det øjeblik startede vores flugt

Hans-Peter Tams, Kundby

- En bombe var gået tværs gennem vores soveværelse. Da min mor havde sundet sig lidt, så sagde hun: ”Jeg tror, børn, at vi skal til at komme herfra”. I det øjeblik startede vores flugt, siger Hans-Peter Tams.

Bare syv år gammel

Og i en alt for tidlig alder, så Hans-Peter Tams alt for meget. Han var blot syv år gammel, da familien flygtede, og de mange oplevelser undervejs var så frygtelige, at det tog ham 65 år at få den over sine læber. Han nåede hverken at fortælle sin første kone, sin anden kone eller to af sine døtre sine hemmeligheder fra dengang. 

1_prammen_kom_her_til_klintholm_havn_loerdag_d._5_maj_1945_med_fanger_fra_stuthof_fangelejr1.jpg
Læs også
Mens danskerne fejrede befrielsen, drev rædslerne i land på Møn
1_prammen_kom_her_til_klintholm_havn_loerdag_d._5_maj_1945_med_fanger_fra_stuthof_fangelejr1.jpg
Læs også
Mens danskerne fejrede befrielsen, drev rædslerne i land på Møn

- Jeg kunne bare ikke, siger han.

- Ingenting. Som børn vidste vi ingenting. Vi vidste selvfølgelig, at vores far var født i Tyskland, men vi spekulerede aldrig over, hvad han oplevede. Vi tænkte ikke over det, og vi hørte heller aldrig noget, siger Hans-Peter Tams’ ældste datter, Heidi Tams Hansen.

Skrev sine erindringer i breve

Hans-Peter Tams havde natlige mareridt om sine oplevelser i 1944, men han fik endelig hul på historien, da en god ven fik ham til at skrive sine erindringer som breve.

- Når jeg så kom i gang, kunne jeg godt skrive fem-seks sider ad gangen. Jeg skrev 47 breve på tre år, siger han.

quote Som børn vidste vi ingenting. Vi vidste selvfølgelig, at vores far var født i Tyskland, men vi spekulerede aldrig over, hvad han oplevede

Heidi Tams Hansen, Gislinge

Der er detaljer i brevene, han helst vil være foruden, som for eksempel at han under krigen slog en person ihjel. Men da Hans-Peter Tams endelig fik fortalt sin datter sin historie, gjorde det en stor forskel.

- Det var sådan en forløsning at se hende i øjnene og sige, at sådan og sådan var det dengang, og du får alle originalbrevene.

Fortæller sin ualmindelige historie videre

Og ordene i brevene har brændt sig fast hos Heidi Tams Hansen.

- Tænk, at man kan overleve at have oplevet de ting og være et helt menneske alligevel. Hvordan kan man undgå at gå i stykker?

I dag bor Hans-Peter Tams i et almindeligt rækkehus, på en almindelig villavej i almindelige Kundby i Nordvestsjælland med sin ualmindelige historie. I dag fortæller han gerne historien til foredrag flere steder i landet – og der er mange, der gerne vil høre det, som Hans-Peter Tams brændte inde med i 65 år.

Du kan høre hele Hans-Peter Tams’ historie i TV ØST Reportagen her. 

SE HELE UDSENDELSEN: Hans-Peter Tams var kun 7 år, da han flygtede gennem det krigshærgede Tyskland under anden verdenskrig. Han så og gjorde ting, han helst var foruden og siden aldrig fortalte nogen om. Først efter 65 års fortrængninger og natlige mareridt brød han tavsheden og fortalte om sine oplevelser gennem breve til en nær ven. Det tog tre et halvt år og 47 breve at få det hele med.

Nyhedsoverblik