Forlader DF efter 17 år i skuffelse over formandskandidater

Jeppe Klenitz-Jakobsen melder sig ud af Dansk Folkeparti kort før formandsvalg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Siden han var teenager, har Jeppe Klenitz-Jakobsen fra Holbæk været medlem af Dansk Folkeparti.

Men nu siger han stop. 

I går skrev han i et opslag på Twitter, at han har meldt sig ud.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Han ser tilbage på årene som medlem med fornøjelse, men kan ikke længere spejle sig i partiet. Det er primært kandidaterne til det kommende formandsvalg, der har fået den tidligere folketingspolitikker til at trække sit medlemskab.

- Jeg synes, at med de kort, der ligger på bordet i forhold til en kommende formand for Dansk Folkeparti, så er der ikke rigtigt en linje i partiet, som jeg længere kan se, at jeg følger. I stedet for at skulle være en del af noget, som kan blive et meget grimt årsmøde, så tænker jeg, at det er bedre at gå i tide, siger Jeppe Klenitz-Jakobsen.

Havde stemt på Thulesen Dahl eller Støjberg

Det er til et ekstraordinært årsmøde den 23. januar, at Dansk Folkeparti skal vælge en ny formand i stedet for Kristian Thulesen Dahl, som efter partiets dårlige resultat ved kommunalvalget i november annoncerede, at han trækker sig fra posten.

Læs også
Henriksen bekræfter kandidatur til DF-formandspost
Læs også
Henriksen bekræfter kandidatur til DF-formandspost

Morten Messerschmidt, Martin Henriksen, Merete Dea Larsen og Erik Høgh-Sørensen rækker alle ud efter formandsposten, men Jeppe Klenitz-Jakobsen ser altså ikke nogen af dem som oplagte. Han fortæller, at han var blevet for at stemme, hvis Kristian Thulesen Dahl eller Inger Støjberg skulle på valg.

- Jeg synes, der mangler det, som Kristian Thulesen Dahl står for. Altså den linje, hvor man favner den helt almindelige dansker og ikke enten forsøger at gøre Dansk Folkeparti ærkeborgerligt, fordi det af princip skal være bedre at være blå end rød, eller at vi skal gå Nye Borgerlige i bedene på værdipolitikken, siger Jeppe Klenitz-Jakobsen og tilføjer:

- Når det er de veje, der bliver tilbudt, så bliver det uden mig.

Nogle gode år

I alt 17 år som DF'er er det blevet til for Jeppe Klenitz-Jakobsen. Derfor er det, selvom beslutningen nu er truffet, også lidt vemodigt for ham at sige farvel.

- Det er virkelig hårdt, for det er jo et parti, som jeg har givet meget, og som omvendt har givet mig rigtig meget. Det har været en fornøjelse både som lokalpolitiker og i Folketinget. Det har været fantastisk at få lov til at gøre en konkret forskel for nogle mennesker. Det vil jeg altid være glad for at have været en del af, siger han.

Lige nu er det slut med politik. Dog vil Jeppe Klenitz-Jakobsen ikke afvise, at han på et tidspunkt vender tilbage - men det kræver en kursændring.

- Man skal aldrig sige aldrig. Hvis Dansk Folkeparti vender tilbage til den kurs, som Kristian lagde, og man finder den forsonende tone frem igen og vil arbejde for sagen fremfor sig selv, så vil jeg ikke sige, at jeg ikke skal være medlem igen.


Nyhedsoverblik