Foreninger mister tag over hovedet i Undløse

Holbæk Kommune vil sælge Østergården i Undløse. Flere foreninger med ældre medlemmer vil derfor stå uden et sted at være.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da TV ØST besøgte Østergården i Undløse, var der fuld af aktivitet. 

En gruppe kvinder flettede tasker, nogle spillede billiard, der var gang i indendørs petanque, masser af kortspil og stolegymnastik. For dem handler det om sammenhold og samvær. 

Formanden for Undløse Aktivistforening, Gerda Jørgensen, har regnet ud, at mellem 5000-6000 ældre bruger Østergården om året til alle mulige forskellige aktiviteter. 

- Det er fordi, vi har et godt sammenhold hernede, og de ældre hygger sig, siger Gerda Jørgensen.

 

Kommune vil sælge bygning

Men Holbæk Kommune har besluttet at sætte bygningen til salg. Kommunen brugte i 2013 350.000 kroner på vand, el, varme og vedligeholdelse af Østergården.

Nu skal de ældre finde et nyt sted at være. 

- Det, synes jeg, er brandærgerligt, siger Ulla Ottosen, der er medlem af foreningen Danske Seniorer Jernløse.

Foreningernes medlemmer er alle ældre, og nogle har rollator eller sidder i kørestol. Østergården har ingen trapper. Derfor mener formanden for Undløse Aktivistforening, Gerda Jørgensen, at det er umuligt at flytte deres aktiviteter til et andet sted. 

Flere foreningsmedlemmer mener også, at salget af Østergården vil affolke Undløse fuldstændig. Men det mener formanden for Udvalget for Voksne, Pernille Kruse (V), ikke vil ske. 

- Jeg håber, at ved at vi finder nogle egnede lokaler, så stadigvæk holder liv i lokalområdet. Det er ikke vores mening, at vi skal lukke lokalområderne ned, siger Pernille Kruse. 

Men bliver det attraktivt, når man lukker noget ned, hvor mange er glade for at være?

- Ja, det kan det sagtens blive. Vi har gode eksempler på andre steder i kommunen, hvor vi har lukket noget ned eller startet noget andet og fundet nogle nye lokaler, og hvor folk er rigtig glade for at være, siger Pernille Kruse.

Foreningerne ved endnu ikke, hvornår de skal flytte ud.

 


Nyhedsoverblik