Fordrukken skibstyv skal i fængsel

En mand skal i fængsel for at stjæle galeasen Hjalm i Holbæk havn, og sejle skibet fast i isen. En redningshelikopter måtte hente bådtyvene i land.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En natlig sejltur på et par hundrede meter kommer til at koste en 24-årig mand 14 dages fængsel. Det besluttede Retten i Holbæk tirsdag, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Tyveriet af Hjalm fra havnen i Holbæk fandt sted natten til den 23. januar, hvor den 24-årige sammen med en 18-årig mand besluttede, at de ville ud at sejle. Begge var særdeles berusede.

Sad fast i isen og måtte reddes

- Vi mødtes nede på stationen, fordi vi skulle en tur i byen. Det endte dog med, at vi købte nogle øl på tanken og gik ned på Hjalm, hvor vi satte os i førerhuset. Jeg havde arbejdet der før, så jeg vidste, at der var et musikanlæg. Jeg havde sådan set ikke fået lov til at være der, men det var heller ikke blevet direkte forbudt, sagde den 24-årige ifølge avisen i retten og fortsatte:

- Vi sad der i nogle timer og blev godt berusede. På et tidspunkt blev vi så enige om at sejle en tur. Det var sådan set ikke meningen, at vi skulle nogen steder hen, men bare ud og sejle. Jeg vidste, hvordan man gjorde, men vi havde ikke tænkt over, at der var is på vandet, så vi sad fast. Og det endte med, at vi måtte ringe efter hjælp.

Tårnhøj promille

Søværnets Operative Kommando hentede de to berusede mænd i en helikopter.

Klokken 9.30 næste dag blev der taget en blodprøve af den 24-årige, og på det tidspunkt havde han en promille på 1,48.

Hans forsvarer, advokat Kaj Høj, Holbæk, argumenterede for, at en eventuel fængselsstraf burde være betinget, da der var tale om en tosset ting begået i fuldskab, men det endte altså med en ubetinget fængselsstraf på 14 dage, en bøde på 10.500 kroner og et års forbud mod at føre båd, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Sagen mod den medskyldige 18-årige mand skal føres på et senere tidspunkt.


Nyhedsoverblik