Forældre har tryglet om hjælp: Nu skal 10-årige August anbringes

Et forældrepar fra Svinninge har kæmpet længe for, at deres autistiske søn fik hjælp. Nu er han så dårlig, at han skal anbringes uden for hjemmet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Trusler med kniv, kvælertag på lillebror og store raserianfald.

Det er hverdagen hjemme hos familien Kamprad i Holbæk. 

For deres 10-årige søn, August, lider af autisme. En diagnose, han fik sidste år.

quote Jeg er bitter og jeg er uforstående overfor, at systemet kan svigte så voldsomt, at de kan være sådan overfor os, i forhold til at vi står med en dreng, der har det så dårligt og der er ingen, der hjælper os

Daniel Kamprad, far til August

Siden har forældrene Nikita og Daniel Kamprad kæmpet for at få hjælp til August i form af et specialiseret dagtilbud for autister i stedet for en plads i en specialklasse i den almindelige folkeskole. Men Holbæk Kommune har sagt nej.

Nu er bægeret flydt over. Både for forældrene og især for August. August er nu så dårlig, at han, ifølge både forældre og læger, er selvmordstruet og på antipsykotisk medicin.

​- Han har truet sig selv med kniv, han har truet os med kniv og af samme årsag er alle vores knive og skarpe genstande gemt væk. Jeg kan ikke gå ud at tømme postkassen, uden han tager kvælertag på sin lillebror, fortæller Nikita Kamprad.

Artiklen fortsætter under billedet.

August er 10 år og autist. Forældrene har forsøgt at få et specialiseret tilbud til ham, men Holbæk Kommune har sagt nej. Nu skal han anbringes uden for hjemmet.
August er 10 år og autist. Forældrene har forsøgt at få et specialiseret tilbud til ham, men Holbæk Kommune har sagt nej. Nu skal han anbringes uden for hjemmet. Foto: TV2 ØST

Skal anbringes uden for hjemmet

Forældrene har længe råbt Holbæk Kommune op for at få et specialiseret dagtilbud til August. I stedet har Holbæk Kommune ydet støtte i hjemmet i form af ressourcepædagoger. Ifølge forældrene bliver August mere og mere syg, fordi han skal fungere i en specialklasse i folkeskolen.  

De har derfor holdt ham hjemme i over en måned, og de føler sig ikke hjulpet af kommunen.

holbaek_kommune.1.jpg
Læs også
Fejlafgørelser stiger i Holbæk Kommune: Børn med handicap får forkert hjælp
holbaek_kommune.1.jpg
Læs også
Fejlafgørelser stiger i Holbæk Kommune: Børn med handicap får forkert hjælp

- Jeg er bitter og jeg er uforstående overfor, at systemet kan svigte så voldsomt, at de kan være sådan overfor os, i forhold til at vi står med en dreng, der har det så dårligt og der er ingen, der hjælper os, siger Daniel Kamprad. 

For at kunne dokumentere overfor Holbæk Kommune, hvor svært August har haft det, har forældrene lavet private lydoptagelser af August derhjemme. Ofte truer August sine forældre og lillebror med at slå sig selv og dem ihjel. Ifølge Nikita Kamprad, fordi han desperat mangler noget specialiseret hjælp.

- Det er jo mega grænseoverskridende at skulle sidde og optage sit barn, når han har det vildt dårligt og må afspille det for dem, så de kan høre, at det ikke er os, der er helt gale på den.

Nu ser forældrene ingen anden udvej end at anbringe deres søn frivilligt udenfor hjemmet.

- Det er rigtig svært, for det var ikke det, vi ville til at starte med. Det er rigtig svært at skulle erkende overfor hele verden, at vi ikke kan have vores barn hjemme mere, fordi han er blevet så dårlig som han er, siger Nikita Kamprad.

Flere eksperter bekymrede for August

Undervejs i sagen er der også kommet flere indberetninger på August fra både fagfolk og læger.

Ifølge familiens bisidder fra Bedre Psykiatri, er sagen om August en af de værste, han har oplevet.

quote Vi kan ikke lade sårbare børn blive sigtet på den her måde, og det er jo grotesk at man vælger at sige, at August skal gå i en almindelig folkeskole, når man godt ved, han ikke kan

Bjarne Rose Pedersen, lokalformand, Bedre Psykiatri

- Vi kan ikke lade sårbare børn blive svigtet på den her måde, og det er jo grotesk, at man vælger at sige, at August skal gå i en almindelig folkeskole, når man godt ved, han ikke kan, lyder det fra lokalformand fra Bedre Psykiatri, Bjarne Rose Pedersen.

Både familiens egen læge og sundhedsplejerske har advaret Holbæk Kommune omkring August' tilstand. Børnepsykiatrisk Klinik i Holbæk, skriver i januar, at de anbefaler,

"[...] at den primære behandling er et autismespecifikt pædagogisk tilbud og at den aggressionsdæmpende behandling med antipsykotisk medicin må betragtes som en foreløbig nødvendighed."

I familiens papirer fremgår det også, at skolen beskriver August som velfungerende og dygtig i skolen.

- Havde han manglet en arm, havde ingen været i tvivl om hans handicap, men det er der, netop fordi han formår at holde på sig selv og er så privat omkring, hvordan han har det, siger Nikita Kamprad. 

Kommune mener døgntilbud er sidste udvej

Ifølge chef for Læring og Trivsel i Holbæk Kommune, Julie Becher, er sagen om August og hans forældre ulykkelig.

- Jeg er nu sikker på, vi finder et godt sted til ham, og at der kommer den ro på ham og hans familie, som der er brug for, sådan så vi også sammen kan samarbejde om at finde den rigtige støtte til August fremadrettet.

Men familiens argument er jo netop, at det ikke havde behøvet at ende her, hvis I havde lyttet og givet August et dagbehandlingstilbud?

- Det er altid meget komplekst i de her sager, som involverer et lille barn, som har det skidt, hvad er egentlig den rigtige løsning, hvad oplever familien og hvad vurderer vi fagligt, er den rigtige løsning.

quote  Altså om det havde gjort en forskel for August, det ved vi jo ikke. Hvor vi er nu, er det helt sikkert, at han har det skidt og at familien er rigtig presset, og det er en rigtig ulykkelig situation

Julie Becher, chef for Læring og Trivsel, Holbæk Kommune

Forældrene har jo forsøgt at råbe jer op siden september, hvor han fik diagnosen og i mellemtiden har August fået det værre. Burde I ikke have reageret for lang tid siden?

- Altså om det havde gjort en forskel for August, det ved vi jo ikke. Hvor vi er nu, er det helt sikkert, at han har det skidt og at familien er rigtig presset, og det er en rigtig ulykkelig situation. Det er klart, det er ikke optimalt og om et andet forløb havde ført til et andet resultat, det er jo usikkert. Dét, der skal til nu, det er, at vi grundigt sammen med familien får undersøgt, hvad der er den rette støtte for August.

Julie Becher, chef for Læring og Trivsel i Holbæk Kommune mener, det er en ulykkelig sag.
Julie Becher, chef for Læring og Trivsel i Holbæk Kommune mener, det er en ulykkelig sag. Foto: TV2 ØST

Men hvorfor har I ikke forsøgt at sende ham i et dagbehandlingstilbud, som er specialiseret i autister for lang tid siden?

- Vi har lagt den viden, vi havde fra det specialiserede undervisningstilbud, han fik sammen med dét, at forældrene faktisk havde rigtig gode forældrekompetencer. De to ting tilsammen har vi fagligt vurderet var nok for August. Det har så vist sig ikke at være sådan, det skal jeg beklage meget.

Familien Kamprad har nu bedt Ankestyrelsen om at se nærmere på deres sag.

- Jeg synes, det er forfærdeligt, at man ikke giver en tidlig indsats, at man ikke sætter i gang med noget før, at man skal ødelægge en familie fuldstændig, og at vi skal erkende, vi ikke kan have vores barn hjemme, før der sker noget, siger Nikita Kamprad.

1494915188_kundby_1.jpg
Læs også
Holbæk Kommune kritiseres skarpt: Sagsbehandling af Kundbypigen svigtede
1494915188_kundby_1.jpg
Læs også
Holbæk Kommune kritiseres skarpt: Sagsbehandling af Kundbypigen svigtede

Nyhedsoverblik