Fire kæmpeskoler bliver til 11 selvstændige skoler

En næsten enig kommunalbestyrelse i Holbæk besluttede onsdag aften at lave fire store skoleafdelinger om til 11 skoler med selvstændige ledelser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politikerne i Holbæk vil have en mere nær folkeskole. Derfor bliver fire store skoleafdelinger nu lavet om til 11 skoler med selvstændige ledelser. Det besluttede en næsten enig kommunalbestyrelse onsdag aften. Kun et enkelt medlem stemte imod.

- Det her punkt har jeg glædet mig meget til i meget lang tid, lød det fra en storsmilende borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S), da kommunalbestyrelsen tog fat på punktet.

- Jeg vil gerne takke alle partier for at være gået så ordentligt ind i arbejdet med strukturen. Jeg er utrolig imponeret over, at vi har stået så samlet, sagde borgmesteren.

quote Det handler ikke bare om skolerne. Det er også en støtte til vores lokalsamfund.

Steen Klink (DF), byrådsmedlem, Holbæk

Der var lidt en fornemmelse af, at de folkevalgte havde lyst til en fyraftensbajer efter et veludført stykke arbejde. Den gode stemning var i hvert fald et kollektivt fænomen, da den kommende skolestruktur blev vedtaget.

Den nye struktur gælder fra 1. august i år.

- Vi hilser den nye struktur velkommen. Det handler ikke bare om skolerne. Det er også en støtte til vores lokalsamfund. Skolerne kommer tættere på, borgerne bliver inddraget i deres lokale folkeskole, sagde Steen Klink (DF).

Han blev suppleret af Bent Brandt (K).

- Da vi gik fra otte til fire folkeskoler blev det dobbelt så dårligt. Vi gik til valg på at få ændret skolestrukturen. Nu tager vi det første skridt for at gøre folkeskolerne bedre, sagde han.

Fra fire til 11 elevråd

Antallet af skolebestyrelser ændres med forslaget fra de nuværende fire til 11 skolebestyrelser, så de passer til antallet af skoler. Tilsvarende kommer der også 11 elevråd.

- Det er vigtigt, at forældre og elever bliver sikret større medindflydelse. Det opnår vi med at vedtage forslaget, fastslog Bente Röttig (SF).

Charlotte Nielsen (S) var inde på det samme:

- Med selvstændige skoler kommer ledelsen tættere på elever, forældre og medarbejdere, vurderede hun.

Ønskede flere skoler

De folkevalgte i Holbæk gør op med den centralisering kommuner i hele landet har gennemført over en årrække. I Holbæk blev 21 skoler til otte tilbage i 2012. De otte folkeskoler blev samlet til fire skoleafdelinger i 2015/16.

Læs også
Regeringen vil give Holbæk frit spil på skoleområdet: - Vi kan lave endnu bedre skole
Læs også
Regeringen vil give Holbæk frit spil på skoleområdet: - Vi kan lave endnu bedre skole

- Enhedslisten sagde nej til de to seneste ændringer af skolestrukturen. Vi mente ikke, at skolesammenlægningerne ville gavne læring og trivsel. Det var snarere en spareøvelse. Derfor er vi nu glade for, at vi nu står samlet om en ny skolestruktur, sagde Karen Thestrup (EL).

Hun var dog ikke mere glad, end at hun også fik sagt, at Enhedslisten egentlig havde foretrukket 18 skoler med selvstændig ledelse. Det samme gjorde den radikale Solvej Pedersen. Hun sagde som den eneste i kommunalbestyrelsen nej til forslaget.

quote Det er et flot arbejde, men vi er ikke kommet langt nok.

Solvej Pedersen (R), byrådsmedlem, Holbæk

- Det er et flot arbejde, men vi er ikke kommet langt nok. Vi skal give friheden ud til den enkelte skole, til forældrene, til eleverne, til de ansatte og til ledelsen. Det undrer mig utrolig meget, at vi stadig har afdelingsramte skoler, der ikke bliver selvstændige, som ikke får den nære ledelse og egen økonomi. Derfor stemte jeg imod, fastslog Solvej Pedersen (R).

Skoleområdet tilføres flere penge

I budgetaftalen for 2021-24 er folkeskolerne prioriteret med ekstra 34,5 millioner kroner i budget 2021.

Heraf regner politikerne med at bruge 3,2 millioner kroner til at indføre den nye skolestruktur. Og selv om de ”gamle” skolebestyrelser generelt er positive overfor intentionerne med at indføre den nye struktur, er de samtidig bekymrede for, om der er penge nok. Det fremgår af høringssvarene.

Læs også
Holbæk:
Borgmester vil ændre skolestruktur og tilføre penge
Læs også
Holbæk:
Borgmester vil ændre skolestruktur og tilføre penge

- Vi har budt vores skoler meget både med hensyn til struktur og økonomi. Det er vi heldigvis enige om at rette op på. Decentralisering er en radikal mærkesag. Vi har talt rigtig meget om skolestruktur, nu skal vi tale om kvalitet i folkeskolen. Det har vi måske glemt, sagde Emrah Tuncer (R).

De 11 skoler elevtal pr. 1. august 2020

  • Bjergmarkskolen 993
  • Absalon og Orø skole 667
  • Svinninge skole 350
  • Gislinge skole 187
  • Tuse og Udby skole 752
  • Nr. Jernløse, Knabstrup og Undløse skole 687
  • Kildebjergskolen 362
  • Jyderup skole 451
  • Tølløse skole 470
  • Ugerløse skole, Stestrup og St. Merløse skole 289
  • Vipperød skole og Ågerup skole 438


Nyhedsoverblik