¨

Fem anholdt efter gadeslagsmål - mand stukket i hånden

Foto: Michael Johannesen

Kort før klokken 19 torsdag begyndte fem personer at slås i Nygade i Holbæk, oplyser politiet.

Politiet har torsdag aften anholdt fem personer efter et slagsmål midt i Holbæk.

Det oplyser vagtchef Arne Aabech fra Midt- og Vestsjællands Politi.

De fem var alle en del af slagsmålet.

- Vi tror, at der er en af dem, der er blevet stukket i hånden med en kniv. Der er hvert fald tale om en læsion, som kunne tyde på det, siger han.

Derfor er politiet talstærkt til stede i Holbæk og undersøger fortsat, hvad årsagen til slagsmålet er.

Involverede er ikke ukendte for politiet

Politiet ved stadig ikke, hvad der antændte slagsmålet, som skete kort før klokken 19 i Nygade.

- Vi har ikke afhørt dem endnu. De er på vej ind til stationen, siger Arne Aabech.

Artiklen fortsætter under billedet.

Politiet er talstærkt til stede i Holbæk torsdag aften. Foto: Michael Johannessen

Politiet ved ikke, om slagsmålet er banderelateret. Men de involverede er ikke ukendte for politiet.

- Det er hvert fald nogle navne, vi kender, lyder det fra vagtchefen.

Ud over læsionen i hånden er ingen kommet alvorligt til skade.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App