Familie på jordomrejse – et bryllup er under opsejling

Familien Dahl-Olsen fra Holbæk bevæger sig i rolige træk over farvandene og har lagt mange sømil bag sig på ruten mod Japan.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Familien Dahl-Olsens båd Evy ligger stille i Portugal 20 kilometer fra Porto, hvor de holder sejlpause og nyder hinandens selskab.

quote Jeg skal have blazer og badebukser på

Torben Dahl-Olsen

- Vi har sejlet meget den seneste måned og holder sejlpause i en lille by, der hedder Povoa De Varzim. Nu er vi bare os fire, der nyder lidt familietid og udforsker området, fortæller Torben og Karina Dahl-Olsen.

Torben og Karina er med deres to børn i gang med en jordomsejling, som kommer til at vare fem år. Familien fra Holbæk rev teltpløkkerne op og satte sejl den 15. maj og har allerede flere havne bag sig.

Tyskland, Holland, Frankrig, Spanien og nu Portugal inden familien om 10 dage igen sætter sejl og drager mod De Kanariske Øer, hvorfra det store træk over Atlanterhavet venter.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Et dyk hører sig til, når man er på havet konstant. Privatoptagelser.

Blazer og badebukser

Når vindene står rigtigt i november, krydser familien Atlanterhavet og regner med at være i Barbados på et tidspunkt i december, hvor en helt særlig begivenhed venter.

Parret har tidligere været fra hinanden, men har fundet sammen igen, og det har Torben i sinde at forevige. Den 28. maj, dagen for deres tidligere bryllupsdag, står Karina ved roret og styrer båden gennem kanalerne i Holland, og her øjner Torben sin mulighed.

Nordlys
Læs også
Kærestepar gik 3.000 kilometer fra Nordkap til Fensmark
Nordlys
Læs også
Kærestepar gik 3.000 kilometer fra Nordkap til Fensmark

Han falder på knæ og spørger, om hun ikke vil gifte sig med ham igen. Til det svarer Karina, beskeden som hun er:

- Jo, det kan vi da godt.

Bryllupsdatoen er sat til den 31. december og skal foregå på en hvid sandstrand på Barbados. For Torbens vedkommende, er der heller ikke nogen tvivl om tøjvalget:

- Jeg skal have blazer og badebukser på, griner Torben, mens Karina hurtigt indskyder.

- Jeg nægter simpelthen at blive gift i bikini.

De fortæller også, at de har valgt nytårsaften, så der kan blive holdt fest hvert år, og for at Torben ikke skal glemme datoen for deres bryllupsdag.

Udfordringer på turen

Familien fremskød eventyret, fordi Karina lider af en bindevævssygdom, men også på den front går det godt.

quote Jeg kan mærke, at min krop er blevet stærkere

Karina Dahl-Olsen

- Jeg kan mærke, at min krop er blevet stærkere. Jeg døjer lidt med min skulder og ryg, og er i gang med at finde en kiropraktor, men jeg kan gå længere og holde til mere, fortæller Karina.

Forventningen med turen er også at lave mindre og slappe mere af, så Karina på de dårlige dage ikke behøver at lave noget.

Men der er også mere praktiske udfordringer ved at drage afsted på en jordomrejse.

Midt i Nordsøen begynder motoren at lække olie, og på et tidspunkt er tanken tom. Med hjælp fra sejl og den tyske kystvagt bliver båden bugseret ind på den lille tyske ø Borkum, hvor Torben selv må hive værktøjskassen frem og reparere motoren.

Også sejlet har måttet bøje sig for blæsten og have en lapning, da en strop rev sig løs og skulle sys.   

Artiklen fortsætter under videoen. 

Sejlet havde fået en flænge og skulle lappes. Privatoptagelser.

Ofringer til Neptun

Tid og sted kan godt blive glemt, når man midt ude på Biscayen, med solen stående højt og uden land i syne, betragter delfiner, som danser rundt om båden.

quote Når man sejler om natten, er det som at have bind for øjnene

Torben Dahl-Olsen

- Der er en helt unik ro og nærvær, når man sejler på havet, beretter Torben og Karina, som også et par gange har tænkt, hvad det nu lige var, som gør det fedt at sejle.

For alle på båden undtagen Torben har tabt til bølgerne og fodret delfinerne ud over kanten. Særligt Karina og sønnen Sebastian er ikke helt så søstærke og må, når det bliver dårligt vejr, ty til en søsygetablet.

Øresvin fundet død ved Svinø
Læs også
Sjældent fund – delfin fundet død ved Svinø
Øresvin fundet død ved Svinø
Læs også
Sjældent fund – delfin fundet død ved Svinø

Selv de erfarne skibsgaster, som hjælper til på båden, kan blive syge.  

- Nogle af de søstærke gaster har, når bølgerne har været rigtig høje, ofret til Neptun, fortæller Torben og fortsætter:

- Når man sejler om natten, er det som at have bind for øjnene. Man kan ingenting se, og når bølgerne bare kaster en rundt, så skal man virkelig have en god mave for ikke at blive syg.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Delfinerne danser om båden, når der er vind i sejlene. Privatoptagelser. 

Viser verden som den er

Familien boede i båden i to år, inden de tog afsted, så båden har været deres hjem længe, og er også blevet basen for børnenes skolegang.

Forældrene til børnene Isabella på 10 og Sebastian på otte, kan følge med i børnenes udvikling og følger glædeligt med, mens de viser dem steder, som de andre klassekammerater læser om i bøger.

- Det bliver mere livagtigt og giver en bedre forståelse, synes vi. Vi har for eksempel vist børnene Dunkerque, hvor vi fortalte dem om slaget, og den barske hverdag soldaterne havde, fortæller Torben og Karina Dahl-Olsen.

Og da de forleden oplevede en hjemløs stå ude foran en butik og tigge, gjorde det stort indtryk på Sønnen.

- På vej hjem græd Sebastian hele vejen, og vi måtte forklare ham, hvordan verden også kan være. Da vi kom hjem, lagde vi en plan sammen med Sebastian for, hvordan vi kunne hjælpe manden, fortæller Karina.

Familien Dahl-Olsen, jordomsejling
Læs også
Børnefamilie sejler ud på fem år lang jordomsejling: - Eventyret begynder nu
Familien Dahl-Olsen, jordomsejling
Læs også
Børnefamilie sejler ud på fem år lang jordomsejling: - Eventyret begynder nu

Derefter trak Sebastian i arbejdstøjet. Han hjalp med opvask og vasketøj, og tjente lidt lommepenge til den hjemløse, som han afleverede dagen efter, mens de stolte forældre så på.

- Det er virkelig fedt at se, hvordan børnene udvikler sig, og hvordan de reagerer, når vi viser dem alle sider af verden og menneskene deri.


Nyhedsoverblik