Et kontrolbesøg i Jyderup Statsfængsel har udløst et påbud til fængslet. Fængslet har nemlig ikke haft tilstrækkeligt styr på den medicin, som er blevet uddelt til de indsatte i fængslet.
Det oplyser Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse.
Det er blandt andet opbevaringen af medicinen, fængslets instrukser for medicinhåndtering og journalføringen i fængslet, der er blevet udsat for kritik.
- Påbuddet fra Styrelsen for Patientsikkerhed rummer alvorlig kritik, og det er ikke noget, vi tager let på, siger institutionschef for Jyderup Fængsel, Ole Hansen, i en pressemeddelelse.
Vi har taget kritikpunkterne til efterretning
- Vi har beklageligvis haft en forkert praksis i forskellige dele af vores sundhedsbetjening. Vi har taget kritikpunkterne til efterretning, og har omgående iværksat en række tiltag, der skal rette op på den kritik, som Styrelsen for Patientsikkerhed har rejst.
Medicin skal køres til fængsel - hver gang
Ud over den manglende journalføring, så er det en praksis, hvor fængslet har opbevaret den medicin, som de har udleveret til patienterne på stedet. Det må de ikke fremover. Her skal medicinen opbevares på et apotek, og skal hver gang det skal bruges, køres frem til fængslet.
En ny praksis skal også sikre, at patientoplysningerne følger med, når en indsat eksempelvis overføres til et andet fængsel eller løslades.
- Kritikken af Jyderup Fængsel giver anledning til at se på kriminalforsorgens sundhedsbetjening generelt. Styrelsen for Patientsikkerhed har også aflagt besøg i Hillerød Arrest, og der er billedet heldigvis meget anderledes. Overordnet er sundhedsbetjeningen i kriminalforsorgen dog udfordret, fordi det mange steder er vanskeligt at få tilstrækkelig bistand fra læger og sygeplejersker, og fordi reglerne for opbevaring og håndtering af medicin giver særlige udfordringer i fængsler og arrester, siger Tina Engelbrecht Ising, der er chef for Koncern Resocialisering i Direktoratet for Kriminalforsorgen.