Er du socialdemokrat eller ej, Sine Agerholm?

Sine Agerholm danner nu en ny lokalliste i Holbæk Kommune, efter at have været en del af Socialdemokratiet i 12 år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sine Agerholm genopstiller ikke for Socialdemokratiet i Holbæk til valget i november. 

Derimod danner hun nu, sammen med socialdemokraten Finn Martensen, en ny lokalliste. 

- Det er, fordi vi synes, Holbæk Kommune fortjener bedre, siger Sine Agerholm til TV ØST.

- Kommunens situation er så alvorligt, at vi har brug for at få lagt partipolitiken lidt i baggrunden og så have et fokus på, hvordan vi får rettet kommunens økonomi op til glæde for borgere og medarbejdere.

Er der nu to socialdemokratiske partier?

Men nogle er måske en anelse forvirret. For er Sine Agerholm socialdemokrat eller ej?

- Jeg er socialdemokrat, og det er det værdisæt, jeg tager med videre ind i det politiske arbejde, siger Sine Agerholm.

Så bliver der nu to socialdemokratiske partier i Holbæk?

- Det vil nok være forkert at sige, at der er det. 

Men du fører en socialdemokratisk politik? 

- Ja, jeg har en helt klar socialdemokratisk profil, det tror jeg ikke, der er nogen, der er i tvivl om. Og jeg ændrer ikke karakter. 

Kan du forstå, at der er nogle, der bliver en smule forvirret over det forløb her? 

- Jeg håber i hvert fald, at folk kan forstå, at det er sagen, det handler om. Og det er, at vi har en kommune, som virkelig kalder på politisk handling og politisk lederskab. 

kristina_.jpg
Læs også
Spidskandidat i Holbæk: Det fjerner fokus fra det egentlige problem
kristina_.jpg
Læs også
Spidskandidat i Holbæk: Det fjerner fokus fra det egentlige problem

Hvordan kommer vi videre?

Hvad har Socialdemokratiet gjort forkert i Holbæk?

- Det er ikke det, der er spørgsmålet. Spørgsmålet er, hvordan kommer vi videre? Der har jeg den erfaring efter 12 år i byrådet, at hvis vi hænger ude på lægterne og bliver sat uden for reel politisk indflydelse og lader de borgerlige køre med klatten, jamen så går det galt, siger Sine Agerholm. 

Hvem peger I på som borgmester? 

- For os er det ikke et personspørgsmål, det er sagen vi har fokus på. Vi peger ikke på en bestemt person i øjeblikket. Det er vigtigt for os, at det bliver en person, som kan samle og kan se ideen i det, som vi peger på, er nødvendigt. 

Det har været slemt

Men det har ikke været helt nemt for Sine Agerholm at forlade partiet, som hun har været en del af i 12 år.

- Det er næsten umuligt at beskrive, hvor slemt det har været.

- Når man har brugt så mange år og tid i partiets tjeneste, så får man selvfølgelig også en lang række gode venner og gode relationer. Det er klart, at tingene er påvirkede i øjeblikket, og det håber jeg, kan blive rettet sammen, når bølgerne har lagt sig, siger Sine Agerholm.

Lokallisten har endnu fået et navn. Men de satser på at have cirka 10 kandidater klar til valget. 

Sine_Agerholm_banner.jpg
Læs også
Socialdemokrater fra Holbæk danner ny lokalliste
Sine_Agerholm_banner.jpg
Læs også
Socialdemokrater fra Holbæk danner ny lokalliste

Nyhedsoverblik