Er Dorthe Danmarks sødeste kassedame?

Lige nu er Dorthe Cornelius fra Dagli’Brugsen i Store Merløse blandt de fem finalister i Hjemmets konkurrence: Danmarks Sødeste Kassedame 2016.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Du kommer aldrig ind i Dagli’Brugsen i Store Merløse uden at blive mødt med et smil. Dorthe Cornelius, der er kassedame, gør en dyd ud af at give kunderne den bedste oplevelse. Og nu har hun så chancen for at blive kåret som Danmarks sødeste kassedame i Hjemmets konkurrence.

- Det er jeg da stolt af, siger Dorthe Cornelius.

Dorthe Cornelius elsker sit job, og for hende er det en selvfølge, at man gør sit bedste for at give kunderne en god indkøbstur.

- Jeg kan slet ikke undvære det. Jeg synes, det er det bedste job i verden, siger hun.

Lang vej til kassen

Men det har været en lang og sej kamp for Dorthe Cornelius. For blot fire år siden troede hun ikke, at hun nogensinde skulle komme til at arbejde igen. For 16 år siden var hun nemlig ude for en trafikulykke, hvor hun blev alvorligt kvæstet.

- Jeg lå i koma i et stykke tid. Jeg har måttet lære at gå og tale igen, så for mig er det bare en kæmpe sejr at stå her i butikken, fortæller hun.

For Dorthe Cornelius handler det ikke om at vinde. Hun er bare beæret over at være blandt de sidste fem i konkurrencen.

Vinderen får et gavekort på 10.000 kroner.


Nyhedsoverblik