Efter slagsmål i Holbæk - brandvæsen måtte spule 20-30 meter for blodstænk

Søndag aften modtog politiet en anmeldelse om optræk til slagsmål i Holbæk. Politiet så ikke selv slagsmålet, men fandt mange blodspor på gaden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Omkring klokken 18 søndag aften modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om, at der var optræk til slagsmål i området omkring Rosen og Markedspladsen midt i Holbæk by.

Flere politipatruljer kørte mod stedet, men de nåede ikke frem til at kunne stoppe noget slagsmål. Blodspor på gaden vidnede dog om, at der var foregået en eller anden form for tumult.

quote Brandvæsenet har været ude og spule blod væk, og det kan borgerne ikke have undgået at se

Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder, Midt- og Vestsjællands Politi.

- Vi undersøger derfor via skadestuen og finder ud af, at der er en 19-årig mand, som er blevet indbragt med et snitsår i armen, fortæller Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet mødte flere yngre personer i området omkring Rosen og Markedspladsen, men ingen af dem var interesserede i at fortælle politiet, hvad der er foregået.

- Vi har været i området i lang tid i forhold til at afklare, hvad motivet kunne være, og hvem der har været indblandet. Men de personer, vi har mødt, har ikke ønsket at medvirke til sagens opklaring, og det gør det selvfølgelig lidt sværere at afklare, hvad der er sket, siger Charlotte Tornquist.

Læs også
Politiet afspærrer område i Holbæk efter større slagsmål
Læs også
Politiet afspærrer område i Holbæk efter større slagsmål

Heller ikke den 19-årige mand på skadestuen har været interesseret i at fortælle, hvorfor han er endt op med et blødende snitsår i armen.

- Vi har talt med ham, men han har ikke anmeldt noget, og han har ikke ønsket at medvirke til opklaringen, siger hun.

Den 19-årige mand er dog kendt af politiet. Han har adresse i Køge, men han har ifølge politiet sin gang i Holbæk sammen med lokale, unge mænd fra byen.

Stort område måtte spules for blod

Ifølge Charlotte Tornquist er mandens snitsår i armen ikke alvorligt, selvom det har blødt en hel del.

Efter politiet var færdige med deres undersøgelser på stedet omkring klokken 22, måtte de nemlig tilkalde brandvæsenet, så blodstænk over et større område kunne blive fjernet.

- Brandvæsenet har været ude og spule blod væk, og det kan borgerne ikke have undgået at se.

- Det drejer sig om en strækning på 20-30 meter, hvor der har været bloddryp. Men når man bliver snittet i armen er der jo også store blodkar, så der kan godt være meget blod, uden at det betyder, at det er en alvorlig skade, forklarer Charlotte Tornquist.

Søger vidner

Da der ikke har været den store interesse fra de involverede parter i at medvirke til at opklare sagen, har politiet stadig mange spørgsmål, der mangler at blive afklaret. Politiet ved eksempelvis endnu ikke, hvor mange personer, der har været involveret i tumulten. 

- Vi skal forsøge at finde ud af præcist, hvad der er sket, og om der er sket noget i nogle andre områder også, siger Charlotte Tornquist.

Læs også
Tilbygning til gård i flammer - hel familie nåede uskadt ud
Læs også
Tilbygning til gård i flammer - hel familie nåede uskadt ud

Der er overvågning fra området, som politiet mangler at gå igennem, men politiet hører også meget gerne fra vidner, der kan hjælpe politiet videre i sagen.

- Vi vil rigtig gerne i kontakt med vidner, der kan have set denne her tumult, eller hvad det er, der er sket her på adresserne på Markedspladsen eller ved Rosen, siger Charlotte Tornquist.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4. 


Nyhedsoverblik