Efter brand i stubmølle: Park flyder med affald fra ungdomsfest

Det strømmer ind med tip og henvendelser fra offentligheden, efter stubmøllen i Strandparken i Holbæk lørdag aften blev ramt af en påsat brand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det fik en dramatisk afslutning, da en masse unge i en park lørdag aften holdt ungdomsfest.

Trods det gode vejr brød to unge mænd nemlig ifølge vidner ind i den flere hundrede år gamle stubmølle på stedet og tændte bål. Det førte til, at møllen blev ramt af en omfattende brand.

De to unge mænd på henholdsvis 16 og 17 år fra Jyderup og Holbæk er anholdt, og bliver søndag formiddag fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for indbrud og ildspåsættelse.

Parken bærer dagen derpå stadig præg af både festen og branden i stubmøllen.

- Der ligger mange flasker, dåser, cigaret-skodder, affald og andre ting tilbage efter festen – foruden at der selvfølgelig er meget tydelige spor efter branden og slukningsarbejdet, fortæller TV ØSTs rapporter Mette Fredskilde, et halvt døgn efter branden startede.

Mange vidner melder sig

Festen i parken har imidlertid også medført, at der er mange, der har set, hvad der skete – og politiet får mange henvendelser fra vidner efter branden.

Henvendelserne fra vidner var den direkte årsag til, at de to unge blev fundet og anholdt. Først den 17-årige mand fra Holbæk, og senere en 16-årig ung mand fra Jyderup.

- Det, som vi er glade for efter denne brand er, at vi har fået så mange henvendelser og tip fra offentligheden. Det førte til anholdelsen af de to, som vi nu forsøger at få varetægtsfængslet – og det er med til at kaste stor klarhed over forløbet på stedet, siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

Politiet vil dog fortsat gerne høre fra vidner. Har du oplysninger i sagen, så kontakt politiet på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik