DSB gav sygdom skylden for 120 aflysninger - nu raser de ansatte

Det var kun dele af sandheden, at sygemeldinger blandt lokoførerne sendte DSB ud i omfattende aflysninger i sidste uge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Togrejsende på strækningen mellem Holbæk og Østerport (København) har i den forgangne uge været vidne til et stort antal aflyste tog. Ifølge DSB skyldtes det sygemeldinger. Det er dog langtfra hele sandheden, og virksomhedens lemfældige omgang med sandheden har vakt harme blandt de ansatte.

Det kan A4 Beskæftigelse fortælle, imens striden også fremgår af en medlemsinformation fra lokomotivførernes faglige klub og et brev udsendt af arbejdsgiver.

I alt 30 tog blev aflyst fra tirsdag til fredag, 120 afgange i alt.

quote Vores kunder har brug for en simpel forklaring.

Michael Sloth Højgaard, underdirektør for Togdrift

"Det skyldes forhøjet sygefravær blandt vores personale", lød forklaringen således på DSB's infoside og Rejseplanen.

Ifølge lokomotivførernes faglige klub, LPO-DSB, føler de ansatte sig udskammet af ledelsen.

- Sammenkædningen af forhøjet sygefravær og togaflysninger har vakt harme i medlemskredsen og risikerer at gøre betydelig skade på tilliden til ledelsen, hedder det i en medlemsinformation.

Nuancerer årsag til aflysninger

I et brev til de ansatte, som TV2 ØST har fået en kopi af, erkender Michael Sloth Højgaard, underdirektør for Togdrift, en afdeling i DSB, at årsagen til de mange aflysninger er mere nuanceret end som så.

Her fremgår det, at DSB har haft yderligere 20 sygemeldinger end de normale 40 om dagen. Derudover skal et sporarbejde ved Slagelse have gjort det nødvendigt at "omdisponere flere tjenester".

Læs også
Nu kommer der togbusser igen - men flere års sporarbejde nærmer sig sin afslutning
Læs også
Nu kommer der togbusser igen - men flere års sporarbejde nærmer sig sin afslutning

- Vi har i forvejen en presset planproces, som vi har lidt under et stykke tid. Vi får spor-arbejdsplanerne meget sent, hvor vi normalt skal have disse 16-22 uger før, skriver underdirektøren i brevet og tilføjer:

- Vores kunder har brug for en simpel forklaring.

- Alle ved, at sygefraværet i øjeblikket er højere i hele samfundet, så det er en forklaring, der er både sand og forståelig for vores kunder.

DSB: Vi mangler ikke personale

Samtidig påpeger Michael Sloth Højgaard, at DSB ikke mangler personale.

DSB har efterfølgende været ude at fjerne forklaringen om årsagen til aflysningerne på både twitter og rejseplanen – men i en efterfølgende information til medlemmerne lader lokomotivførernes faglige klub forstå, at man stiller sig uforstående over for ledelsens kommunikation:

- Hvorfor angives forhøjet sygefravær blandt personalet som årsag til togaflysninger, når det er planprocessen, der halter? Og hvordan kan et forhøjet sygefravær vælte togdriften i en tid, hvor vi er for mange lokomotivførere?

TV2 har rettet henvendelse til DSB, som oplyser, at man ikke har yderligere kommentarer til sagen.

Opdateret 25. november 2021
Opdateret med svar fra DSB.

Nyhedsoverblik