Dommer fængsler 27-årig mand i 12 år for sin rolle i drabet i Ladegårdsparken

27-årig holdt flere møder med de to hovedtiltalte rockere og fik 18-årige Zobair Saidi til gerningsstedet, hvor han blev dræbt på klods hold.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg stod i min lejlighed og hørte først tre skud, så to. Jeg gik i chok og råbte ud i luften: De tog røven på mig, de tog røven på mig, de tog røven på mig.

Han laver pistoltegnet med den højre hånd og trykker af ned i gulvet. Han trækker vejret dybt en enkelt gang, græder og hikster. Kigger ned i bordet og beder om at forlade retslokalet for at holde en pause.

En 27-årig mand var tydeligt påvirket, da han onsdag i Retten i Holbæk blev idømt 12 års fængsel for sin rolle i drabet på 18-årige Zobair Saidi, som i 2018 blev skudt i Ladegårdsparken i Holbæk under en bandekonflikt mellem Bandidos og den lokale gruppering Vanggruppen.

Den 27-årige holdt flere møder med de to hovedtiltalte rockere og fik Saidi til at komme til gerningsstedet.

I strafudmålingen lægger dommeren vægt på, at der er tale om drab i en bandekonflikt.

- Der er tale om drab i en bandekonflikt, og selvom du ikke er medlem af en bande, var du godt klar over, der var tale om en konflikt. Hvis ikke du havde fået ham dertil og ikke havde givet besked, var det her ikke sket.

Sagen blev ført som en tilståelsessag, hvilket indgår som en formildende omstændighed.

- Du har afgivet fuld forståelse og hjulpet politiet med oplysninger, og det tæller ned i straffen, sagde dommerne.

Han ankede på stedet straffen til formildelse og skal fortsat sidde varetægtsfængslet.

Aftalte en lærestreg

Den 27-årige navngav i retten de to hovedtalte rockere som dem, der stod for drabet.

Han forklarede, at han kendte Zobair Saidi, som igennem længere tid hentede hash hos ham. En julidag i 2018 stjal Saidi og en ven så 50 gram hash og en vægt fra ham.

Efter overfaldet brokkede han sig over det til en kammerat, som han ikke ville nævne navnet på i retten. Få dage senere fik han et opkald fra en af sagens to hovedtiltalte. Efterfølgende mødtes den 27-årige og de tiltalte rockere flere gange henover efteråret 2018 til få timer før drabet den 28. april 2019.

Rockerne var interesseret i den 27-åriges viden om Vanggruppen og især Zobair Saidi, som ifølge ham var en af to, der havde angrebet Bandidos' daværende rockerborg. Her blev der kastet en molotovcocktail mod en bil, og der blev stukket ud med kniv efter Bandidos' præsident.

Men efter en episode, hvor Zobair Saidi ifølge den 27-årige stjal en ny mængde hash og 19.000 kroner fra ham, ville han have, at han skulle have en røvfuld.

- Og det skulle være på min måde, forklarede han.

På et møde i februar 2019 blev det aftalt, at den 27-årige skulle få Zobair Saidi hen til et græsområde nær hans lejlighed i Ladegårdsparken Vest, hvor den 27-årige skulle kaste hash ud af vinduet.

- Vi aftalte, han skulle have en lærestreg, så de andre fattede, at det var Bandidos' by. De lovede mig, det ikke ville foregå i Ladegårdsparken, men at de ville føre ham ud af parken, efter at jeg havde kastet hashen ud af vinduet, og så gøre det ude af parken, sagde han.

Ville ud af det få timer før

Lærestregen skulle ske fredag den 26. april. Her havde den 27-årige fået sin kæreste til at kaste hashen ud af vinduet, mens han var kørt ud af Holbæk i frygt og for at have et alibi, hvis han blev opsøgt. Hans kæreste smed imidlertid hashen ud af det forkerte vindue.

De aftalte at prøve igen søndag den 28. april, hvor Zobair Saidi skulle gribe hashen fra lejlighedsvinduet klokken 21.30.

Skyderi i LAdegårdsparken
Læs også
Kvinde fængslet for at lokke dødsoffer med hash
Skyderi i LAdegårdsparken
Læs også
Kvinde fængslet for at lokke dødsoffer med hash

I retten forklarede den 27-årige, at han forsøgte at trække sig ud af aftalen den pågældende eftermiddag.

- Jeg sagde, at jeg ville ud af det, fordi jeg var bange for, at de ville tage røven på mig. Den ene rakte hånden frem og sagde: Nu holder vi det, vi har aftalt, det har du mit ord på.

- Men da jeg ville tage hans hånd, tog han den til sig, og der blev jeg klar over, at det var mere alvorligt. Jeg advarede ikke Zobair, for jeg var bange for, hvad der ville ske med mig selv, forklarede han med flakkende øjne.

Om aftenen ankom Zobair Saidi klokken 22.10. Få minutter før havde den 27-årige fået øjenkontakt med den ene af rockerne, der sad på en bænk.

- Jeg tænkte, det var mærkeligt, han sad så tæt på, men tænkte også, at han så ville følge efter Zobair, når han gik.

Han kastede som aftalt klumpen med hash ud af vinduet og så dernæst den ene af rockerne løbe frem fra en statue og trække pistol. Derefter løb han ind i lejligheden til sin kæreste, hvor han hørte skuddene falde.

Som noget af det første efter skuddene slettede han sin profil på den krypterede beskedtjeneste Wickr, som var blevet brugt som kommunikation mellem ham og rockerne.

Første gang løj han overfor politiet om, hvad der var sket, men fortalte senere det, han fortalte onsdag i retten.

Hvorfor valgte du at fortælle, hvad der skete, ville hans beskikkede forsvarsadvokat, Camilla Puggaard, høre.

- For jeg har ikke samvittighed til det, der er sket, forklarede han med røde øjne og snøftende næse.

Det mislykkede forsøg om fredagen og drabet søndag gør, at den 27-årige både er dømt for forsøg på medvirken til grov vold og medvirken til manddrab.

VIDEO: Zobair Saidis mor gik tidligere i år ud med budskabet om, at folk skulle hjælpe politiet med at finde gerningsmændene.

 

Kæreste også fængslet

Tidligere på måneden fik hans kæreste en dom på et års ubetinget fængsel for sin medvirken i planlægningen af afstraffelsen. Den 20-årige kvinde blev dømt for for medvirken til vold af særlig farlig karakter.

Kvinden forklarede i retten, at hun også troede, Zobair Saidi skulle have tæsk.

Til januar begynder retssagen mod de to hovedtiltalte rockere.


Nyhedsoverblik