Det går igen tilbage for læreruddannelsen

Fyringer skræmmer unge væk fra læreruddannelsen, lyder det om baggrunden for et fald i ansøgere. Især uddannelserne i Vordingborg og Holbæk er ramt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det så ellers ud til, at kurven var knækket. Men efter at unge to år i træk i stigende antal har søgt ind på landets læreruddannelser, er søgningen i år stagneret - faktisk er der sket en lille tilbagegang, skriver Politiken fredag.

- Vi håbede, at stigningen ville fortsætte. For det niveau, vi så sidste år, var stadig for lavt, siger lærerforeningens formand, Anders Bondo Christensen, til Politiken.

3472 unge har søgt læreruddannelsen som deres første ønske i år. Det er 1,3 procent færre end sidste år, men stadig markant flere end i 2008, da uddannelsen, efter at være faldet støt år efter år, skrabede bunden med 2.684 ansøgere.

Men set i lyset af, at ansøgertallene til de fleste andre uddannelser nærmest er eksploderet i år, er det alligevel en bekymrende udvikling, synes professionsskolernes rektorformand, Laust Joen Jakobsen.

- Når man ser på tallene, er der generelt en enorm fremgang overalt, på nær læreruddannelsen. Det er ikke tilfredsstillende, men heller ikke uventet.

- Der har været meget fokus på lærerarbejdsløshed, selv om det er helt irrelevant i forhold til de ansøgere, der bliver færdige om fire år. Jeg er helt overbevist om, at der nok skal blive job til dem, siger han til Politiken.

Det er især de mindre læreruddannelser i provinsbyer som Hjørring, Vordingborg og Holbæk, som har fået færre ansøgere.

I Hjørring kom der 53 ansøgere, mod 74 året før. Det er et fald på 28 procent, og dermed er uddannelsen næsten slået tilbage til lavpunktet i 2008.

/ritzau/


Nyhedsoverblik