Dansk Folkeparti-medlem går i protest

Jan Sohn var indtil i dag, medlem af Holbæk byråds DF-gruppe. Nu har han meldt sig ud af partiet. Fremover vil han arbejde som løsgænger i byrådet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er et af de mest markante medlemmer af DF´s folketingsgruppe, MF. Jesper Langballe, der har fået Jan Sohns bæger til at flyde over:

-Jeg kan ikke med den slags udokumenterede smålumre racistiske udtalelser som Jesper Langballe fremkom med, da han talte om de muslimske mænd og deres døtre.

DF´s byrådsgruppe i Holbæk var indtil i dag, en af partiets stærke bastioner. Nu er den tre mand store gruppe - reduceret til to. Formanden for Df´s byrådsgruppe i Holbæk, John Harpøth,  beklager udmeldelsen, men forstår egentlig godt sin tidligere kollega:

 -Selv Pia Kjærsgaard har jo taget afstand fra det her, og det syntes vi andre også i Holbæk Lokalforening, og vi to der er tilbage i byrådsgruppen også – det er vi da meget enige med ham i.

I Dansk Folkeparti tager ledelsen udmeldingen med knusende ro, selvom Jan Sohn er det andet DF-byrådsmedlem der nu har meldt sig ud på grund af Jesper Langballes udtalelser:

-Det har Pia Kjærsgaard også problemer med, og det har hun sagt offentligt, så jeg står faktisk lidt uforstående over for den udmeldelse der er kommet. Sådan siger den organisatoriske næstformand i DF, Carl Christian Ebbesen i dag til TV2øst.

Jan Sohn fortsætter i byrådet som løsgænger, og vil også fremover støtte det flertal der bærer borgmesteren oppe. Der venter ikke en tryg havn i et nyt parti - lige foreløbigt:

-Jeg har ikke nogen intentioner om, at melde mig ind i noget som helst andet parti, for jeg syntes det vil virke utroværdigt hvis man den ene dag melder sig ud af et parti, og så den næste dag melder sig ind i et andet.


Nyhedsoverblik