¨

Coronavirus påvirker rejsebureauer: - Det har været lidt mere stille i dag

Grafik: Lonni Christiansen

Udbruddet af coronavirus påvirker rejsebureauerne, som på første dag med skærpet rejsevejledning for Italien oplever aflysninger og færre bookinger.

Sent mandag aften meddelte Udenrigsministeriet, at unødige rejser til det nordlige Italien frarådes.

Det sker ud fra et forsigtighedsprincip, hedder det i kølvandet på spredningen af coronavissuet, hvor senest ti danskere er smittet, som følge af rejser til blandt andet Italien.

Den store rejsebestillingsperiode er fra nu og et par måneder frem

Lars Thykjær, direktør, Danmarks Rejsebureau Forening

Anbefalingen har sat sig præg på dagen i dag hos rejsebureauerne – blandt andet Dalhoff Travel i Holbæk, som arrangerer erhvervsrejser.

- Jeg synes i dag, jeg kan fornemme, der er lidt mere stille, end der plejer at være, siger indehaver Tina Dalhoff og tilføjer:

- Ind til og med februar har vi ikke mærket noget. Men de sidste par dage har vi mærket til, at det nu ikke kun er Kina og Hong Kong, som er berørt. Nu bør man heller ikke flyve til Milano.

Aflyste rejser

Netop anbefalingen omkring rejser til Norditalien har givet en del arbejde til Dalhoff Travel, der havde arrangeret rejser for kunder, der skulle til møbelmessen i april.

Messen er nu aflyst og udskudt til juni med mange ændringer af fly- og hotelbookinger til følge.

Hun peger på, at generelt tager både rejsebureauets egne medarbejdere og de rejsende situationen med ro. Men flere virksomheder har været ved at opdatere rejsepolitikerne, hvilket har kostet nogle annulleringer.

- Jeg håber, at hvis det bliver værre, at det så bliver kortvarigt, for det rammer både virksomheder, flyselskaber og rejsebureauer.

Senest har SAS meddelt, at rejser til Hong Kong indstilles, ligesom flere flyselskaber også har barberet antallet af flyafgange til Milano.

Dæmper på rejselysten

Også hos Frode Rejser i Vordingborg har usikkerheden omkring smittespredning givet anledning til ændringer. Senest er en studierejse til Taiwan blevet ændret til fordel for Portugal, fortæller indehaver Jens Frode Fogt på en sms fra den portugisiske hovedstad, Lissabon.

- Vi er endnu ikke bekymrede, men vi følger situationen nøje, skriver han videre.

Ifølge Danmarks Rejsebureau Forening er den største bekymring lige nu ikke så meget de afbestillinger, som Udenrigsministeriets anbefalinger måtte give i de kommende dage. Rejsebureauerne refunderer i den forbindelse pengene, kunderne har betalt for rejsen.

- Min største bekymring er, om folk booker noget nyt. Folk ved ikke, hvordan de skal gebærde sig. Sammenlignet med Ebola, som også var en frygtelig sygdom, så var den koncentreret til et område, hvor man var i stand til at begrænse den – her er der ingen sikkerhed, siger Lars Thykjær, direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

Han fastslår, at den nuværende situation har lagt en voldsom dæmper på lysten til at rejse.

Et dårligt tidspunkt

Netop marts måned er starten på den periode, hvor mange rejsebureauer har en stor del af salget til den kommende sommer.

- Den store rejsebestillingsperiode er fra nu og et par måneder frem, siger han og tilføjer:

- Det kommer på et dårligt tidspunkt. Min bekymring går på, hvis det fortsætter i 6-8 uger. Men der er vi ikke kommet til endnu.

Generelt er der dog en tendens henimod, at folk booker tættere på afrejse, forklarer Rejsebureau-direktøren, så det er endnu for tidligt at spå om konsekvenserne for sommerens salg af rejser.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App